“Hvor er jeg dog træt af forældre med propper i ørerne.”
“Hvor mange børn og unge skal fortsætte med at bruge år og kræfter på at få deres forældres reelle og udelte opmærksomhed rettet imod sig, for nysgerrigt og brændende at interesseres for deres liv.”
Sådan siger Foredragsholder og Familieterapeut Carsten Fabricius om de mange oplevelser med forældre og unge teenagere.
Det er en kendsgernening, at der i Danmark er en meget stigende tendes til at forældre søger professionel hjælp for at håndtere og styre deres børn. Der ses en meget stor afmagt i det stigende antal af henvendelser til hjælpetelefoner, brevkasser og terapeuter. Og noget kan tyde på, at der er grund til at råbe vagt i gevær. Stigende arbejdspres, hjemmearbejde, overarbejde, mobiltelefoner, indkøb, rengøring, madlavning, finanskrise, mails, twitter, facebook, venner, familie… Alt sammen noget der optager mere og mere tid fra den voksnes tid i løbet af et døgn – og samtidig stilles der krav i sammen mængde og niveau på børne- og familiesiden.
“Den daglige samtale og interesse i familierne bliver tit og ofte et simpelt spørgsmål – en statusopdatering, som på Facebook, der får et “synes godt om” hak – og så videre til næste opgave. Men hvor blev detaljen og dybden af.” siger Carsten Fabricius.
Alt for sent opdager forældrene, at de ofte ikke kender deres børn andet end på overfladen og kan pludselig ikke få dem til at gøre som de ønsker – de kommer ikke hjem til tiden, de siger fuck og andet grimt, men forældrene lægger ikke mærke til at de allerede flere år tidligere har forsøgt at sige “Tag lige at hør hvad jeg har på hjerte” og “Lige et øjeblik Skat, så skal jeg nok høre…”er svaret, men det bliver ofte ved ønsket om at lytte, da opgaverne presser sig på i det stadigt mere krævende familie- og arbejdsliv og øjeblikket forsvinder i takt med statusopdateringen på Facebook.
Forældres opmærksomhed er et latent ønske lige fra børn er små. Der skal vises tegninger, små rifter, rokketænder og de helt små er ikke i stand til med ord at formulere ønsket om opmærksomhed. Men Teenagere kan spørges og formulerer i meget høj grad hvad deres behov er “De voksne har ikke tid” siger de. Og hvis dette er rigtigt, hvem skal de unge så tale med om det der optager dem af vigtige ting i deres liv. En lærer, en pædagog, en jævnaldrene kammerat.
Carsten Fabricius siger: ” Jeg har endnu ikke mødt én eneste Teenager, der ikke har fortalt alt til mig, da det først gik op for ham eller hende, at jeg rent faktisk lyttede – virkelig lyttede, var nysgerrig og nærværende – dedikerede min tid til lige præcis ham eller hende” og han fortsætter: ” Hvor mange forældre til Teenagere i dagens Danmark, mon afsætter bare én time til at sidde fuldstændig roligt ned, med alt andet tilsidesat og taler åbent, kærligt og nysgerrigt om det der lige præcis rører sig i barnets liv – uden at skele til deres voksenbehov, bare en enkelt gang om ugen…?”
At “tale sammen” er ikke det samme som “at tale til hinanden”. Og behovet for at forstå forskellen er blevet tydeligere gennem de sidste mange år – Anbringelsesbudgetterne er sprunget, sygepengene er løbet løbsk – Stress og sammenhæng i familierne er det store samtaleemne, men kun ganske få gør noget ved det – det bliver ved snakken – Mon ikke det er på tide, at der tales åbent om lige netop det.
Og som Carsten Fabricius siger: “Det er ikke særlig svært at ændre på tingenes tilstand – Lær at holde mund og hør efter… Du har 2 ører og én mund – brug det i nævnte forhold”.