En dejlig dag i marts. To mennesker mødes tilfældigt. Fanger hinandens længselsfulde blikke. Er det mon nu det sker, er du mon den kæreste jeg har været på udkig efter så længe.
Forelskelsen opstår og den momentane sindsyge indtager sin plads i menneskets tilværelse og en fantastisk tid begynder. Og os der har prøvet det, ønsker at denne fantastiske følelse skal kunne opleves af alle.
Ved forelskelsens umiddelbare betragtning rammes vi af momentan sindsyge, hvor intet negativt og upraktisk finder plads i relationen.
Herved åbnes for tilladelse og tillid til stort set “Hvad som helst” – Selv ofte afgivelse af vores fysiske skjold, der endda nogle gange kan tillade sexualiteten at træde frem. Den ultimative given sig hen til hinanden.
Men hvad er det så der sker. Dette magiske univers begynder at aftage, der kommer forbehold. Tillidsniveauet vil aftage, når det umiddelbare forelskelsesniveau aftager – og gennem opdagelse og erfaring af ulemper og uenigheder, giver vi os selv tilladelse til at fremkomme med kritiske indre stemmer i vores bevidsthed. Vi begynder med andre ord, igen, at kunne mærke vores egne private grænser, normer og ønsker.
I takt med at vores “kendskabsniveau” stiger, skabes der en naturlig og selvfølgelig nødvendig måling af, om valget af partner føles rigtigt.
Men hvad nu, hvis vi kigger bare ganske få år frem i tiden efter denne fantastiske, magiske start. Hvad er der så sket med vores ”kendskabsniveau” og hvad bliver det brugt til.
Jeg synes det er skræmmende og trist, at sidde blandt mine venner, kollegaer og bekendte til en god mandeaften, hvor deres kvindelige partnere sidder til en god pigekomsammen på den anden side af gaden og erfarer, som fluen på væggen kan observere, at mændene taler om, hvor træls det er med deres forhold, deres koners evindelige klagen over dette eller hint, mens kvinderne sidder og gør nøjagtig det samme på den anden side ad gaden.
Mændene sidder og bekræfter den ene gang efter den anden, at det også er for dårligt, at de ikke får sex nok, at børnene går forud for dem, at de knokler med alt det tunge arbejde og så brokker hun sig over at han ikke vasker tøj. Kvinderne sidder på samme tid og skælder mændene ud, for manglende empati, børnepasning, og at de aldrig deltager i hjemmearbejdet eller hvad der nu måtte være af utilfredshed.
Men helt ærligt, hvornår har du sidst siddet helt stille ved siden af din partner, taget hende eller ham i hånden og stillet dette meget fortrolige spørgsmål: ”Hvordan synes du egentlig at vi to har det med hinanden?”
De sidste mange gange jeg har holdt mit foredrag ”Giv dit parforhold et servicetjek”, har der kun været et enkelt par ud af de mange hundrede par, der efterhånden har deltaget, der svarede ”ja”.
Og hvorfor egentlig ikke? Alle svarer stort set det samme ”Jeg tør ikke høre svaret”.
Forsvinder det triste og uenigheder af, at vi ikke deler det med hinanden, får du sandheden at vide, giver du dig selv og din partner mulighed for et elskeligt liv, hvor drømme kan deles og blive til virkelighed – Eller tør du heller ikke stille spørgsmålet?
Tavsheden fratager begge parter muligheden for at skabe en kærestesucces, fordi distance og ubehag forbliver den mur der kommer imellem jer og skaber en usynlig adskillelse.
Jeg spurgte det ene par der havde vovet at stillet spørgsmålet til hinanden om det havde bidraget til deres forhold. Svaret var meget tydeligt et ”Ja, det var rigtig svært at tage mod til sig, men det betød at vi kunne ændre misforståelser til forståelse og få plads til at tale om vigtige ting og drømme igen”.
De øvrige tilhørere fik sig da også et lille grin, da jeg spurgte dem hvad der havde fået dem til at stille spørgsmålet. Svaret var: ”Vi havde været til et foredrag med dig et par uger forinden”.
Så hvordan har vi det med hinanden kære kollega, chef, ven, datter, kæreste…?