Der er jo intet så herligt som at gå til en koncert, sætte sig godt tilrette i stolen, mærke mylderet af mennesker, der langsomt og lige så forventningsfuldt forsøger at finde deres plads, som i en myretue, hvor alting skal passe ind i hele tuen.
Endelig kommer bandet og artisten på scenen og vi klapper alle vores forventningers klappen og koncerten går i gang. Bandet swinger og sangeren sætter i gang. Vores ører og sanser er som på stilke – vi lytter, mærker, ser og suger intenst til os, af dette inferno af indtryk.
Vi rives med og lader os føre rundt i oplevelserne, teksterne og tonernes forførende klang, men ind imellem kommer der lige en lille tone, der ikke er helt ren fra sangeren; den registres, men vi fortsætter ufortrødent vores lytten og oplevelse og det på trods af, at der kommer flere af slagsen gennem hele koncerten. Koncerten er slut og vi kan myldre ud og vil nu gå rundt med en mængde af oplevelser, der giver os en sum til vurdering – Var det en god koncert ?
Vi ved, at de fleste mennesker kan høre når der er en der synger falsk – om ikke andet, så kan vi dog høre at det ikke helt passer ind i den sang vi kender og vil straks registrere denne ubalance.
Når vi er sammen som mennesker, når vi ser et interview, er sammen med vores børn, så undrer det mig til stadighed, at der kan ”synges” så meget og så intenst mellem mennesker, uden at der er flere der rejser sig og går fra de falske toner.
Vi indeholder, helt fra vi er spæde, fuldstændig klare og tydelige fornemmelser for tings sammenhænge, godt og mindre godt, ærligt og falsk. Vi fornemmer straks i et rum, hvor vi kan placere os og føle os trygge og vi registrerer, hvem vi skal passe på og hvem vi tør henvende os til.
Men når vi er i det mellemmenneskelige samvær, når vi lytter eller taler med mennesker, der står os nær, eller skal styre vores land – hvor bliver så den fine følesans så af, den kritiske og velovervejede træden et skridt tilbage i de øjeblikke, hvor de falske toner bliver sunget og svøbt ind i dialogen, mon af…? Hvor bliver den kritiske sans, den nysgerrige forskerlyst, udfordreren og den umiddelbare reaktions tilkendegivelse af..?
Joda – den dør helt enkelt i et inferno af tilladt støj på følesansens kontaktflader. Og da naboen, vennen, din kæreste og chefen tillader denne gennemgående støj, så forsvinder tilladelsen til at reagere på dine fornemmelser også og vi synger gladelig med på stereotype snore lige elektroniske musikinstrumenters toner – blot for at konstatere, at alt mister sin kant og sit udtryk.
Og så kan vi jo overveje om vi har lyst til, eller brug for, at blive ved med at følge devisen: At når mange gør det, så må det jo være rigtigt og det bliver mere rigtigt af den grund… – Velkommen til det androide menneske…
Er det dér du vil hen ?
Ikke jeg. Jeg har brug for mennesker, jeg har lyst til mennesker og jeg vil stå ved, hvad jeg tænker og mener. Jeg vil spille og synge ”med” de mennesker jeg er sammen med – Jeg vil ikke bare spille ”til” dem – Der skal være plads til at overdøve tidens støj, så vi kan mærke hinanden, både vores fællesfølelse og vores uenighed.
Lou Reed sang, ”Walk on the while side” – Og der er ingen tvivl om, at han ikke ligefrem kunne synge – det var både falsk og resiterende, men det var ægte og med kant, selvironi og kærlighed – og den hittede verden over og kan stadig fænge, når vi hører den – Der er, på trods af den falske sang, en ren tone i formidlingen.
Mon ikke, hvis vi lyttede kærligt og ærligt til vores egne indre toner, vil tegne sig et ønske om at tale ”med” hinanden, frem for ”til” hinanden i et tonedødt samvær.
Lad os få den ægte vare, lad os reagere på og mærke de falske toner, inden det bliver den melodi vi spiller, fordi mange gør det.
Stå ved det du inderst inde mærker, det er nemlig rigtig nok – for dig – og nyd de værdifulde koncerter du kan gå hjem fra, hvor tonernes betydning give mening.