Mange af os starter livet med et skrig – og for nogle fortsætter de første måneder af livet med mere gråd og ondt i maven – en udfordring for den nyfødte. For ikke også at tale om forældrene, der også bliver ramt af både det første skrig og alle de mange efterfølgende.

Det er noget ganske særligt at blive bedsteforældre, og nu hvor vi er ved at nå afslutningen af efterårsferien, har der været god tid til at mødes med nogle af mine børn og de nye børnebørn. Ja jeg føler mig jo ikke så gammel, men jeg har alligevel allerede 6 styks.

Vores yngste barnebarn har fået en noget hård start. noget de kalder for Refluks – i hvert fald havde han voldsomme smerter i maven. Der var hårdt at se og følge, når et ungt par bliver forældre for første gang og pludselig står med et stort set utrøsteligt barn.

Alle de tanker der går igennem hovedet på dem “hvad gør vi forkert, hvad kan vi gøre, hvorfor holder det ikke op” og meget andet, men også deres indbyrdes forældreskab bliver da sat på en voldsom prøve, uden søvn, frustrationer og der skal struktureres en dagligdag uden holdepunkter.

14 dage kan nok lige gå, men når de er nået ud på to måneder før der måske begynder at falde lidt ro på, så er fællesskabet noget slidt i kanten for mange. Og jagten for at få svar på “hvorfor har han det sådan” tog jo lang tid før det blev opdaget og der endelig kunne sættes ind. Trætheden og udmattelsen er enorm efter sådan en rejse.

Men det er jo så skønt at blive forældre, blot med den lille krølle på halen, at der indimellem ankommer babyer hvor brugsanvisningen ikke lige virker som der står i bøgerne.

Jeg har været så heldig at opleve mine skønne piger og deres mænd, alle har været hjælpsomme og støttende og kunnet tale sammen og give hinanden en hånd, men det er da kun fordi de har lært at tale sammen, om de svære ting, at det hele ikke er gået op i en spids.

Heldigvis har kolikken ikke fortsat, men der er meget som skal indhentes i den lille familie, der heldigvis har været gode til at udnytte de små øjeblikke hvor kontakten var mulig og det er ved at blive en gladere lille dreng. De faldt ikke fra hinanden – de huskede at kysse hinanden hver dag og holdt i hånden når det var muligt. Og så huskede de at bede om hjælp – en egenskab som mange kunne lære noget af.

Og så sidder jeg her i ferien og hygger mig i “Løvfaldssommerens” sidste solstråler på en varm terrasse, inviteret af mine børn og ser de smukke unge mennesker servere fiskefilet og lun leverpostej for deres forældre, mens det sidste skud på stammen pludrer og hygger sig på legetæppet – et uendelig skønt øjeblik.

Hm – “Løvfaldssommeren” – I min generation kaldte vi det da for “Indian Summer” – Og pludselig bliver jeg ramt af den der underlige følelse af at jeg jo egentlig nu er blevet sparket et skridt frem mod generationernes næste step. Synes pludselig at jeg mærker alderens næste niveau og føler mig et skridt nærmere døden. Nå ja – måske ikke helt så slemt og kommer også i tanke om at det rent faktisk er 12 år siden at der blev taget hul på “min næste generation…” Tror jeg er lidt langsomt opfattende, men pludselig, lige her i solen, gik det for alvor op for mig, at alle mine børn er flytte hjemmefra, at de har etableret sig og at næste generation er i gang med at klare sig – uden mig som en nødvendighed.

Jeg kan mærke stoltheden som Far over at se mine unger vokse i alle henseender og stoltheden over at blive inviteret indenfor, at jeg får love at være en aktiv del af deres liv, hvor jeg kan nyde min nye rolle. Bedstefar – Så nu må jeg gerne snuppe en “Morfar”.

Jeg har stadig min Farmor på 101 år, der klarer sig i eget hjem. Min Far der er næsten 80, der stadig hygger sig med livet og os. Og så pludselig kan jeg mærke ny generationer puste mig i nakken – Dette efterår et statement om at jeg for evigt nu har rollen som en del af den ældre generation.

Men på trods af de nye roller, fortsætter livet med hastige skridt, hvor vi udfordrer hverdagen med det vigtigste – at bære livet som det er. At glæde sig over at blive inviteret ind i andre menneskers liv og være deltager på både godt og ondt.


Vi nyder de nye titler og glæderne ved alt det spændende, selvom vi “pludselig” blev en generation ældre, mens efterårets farver drysser stille ned fra træernes grene.

Carsten Fabricius