Jeg vil ikke være meningen med hele dit liv.
Det er en skøn fornemmelse at skulle være forælder for de fleste og da især, hvis det er planlagt. Det er noget ganske særligt at så et frø og møde ventetiden med eftertanker og forberedelser. Allerede inden det overhovedet er lykkedes at så det lille frø, vil der allerede være gang i at bygge omgivelserne op til ankomsten af den lille ny verdensborger. Forventninger, drømme og fantasier strømmer gennem sindet for at lagre sig som forberedelse til de næste mange års indsats som forælder – som Far eller Mor.
Jeg husker tydeligt, da jeg fik den ene af mine 4 børn, hvor min skønne kone pludselig et par dage efter fødslen græd hjerteskærende, mens hun hulkende sagde: “Hvad nu når hun lige om lidt skal flytte hjemmefra”…! og ja, så langt ud i fremtiden går tankerne ofte når det drejer sig om vores børn.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på den gennemgående historie i Matador, hvor Mads Skjern helt fra starten tager beslutning om hvad hans dejlige søn Daniel skal ende med at blive. Hvor han jo i virkeligheden etablerer et enormt omsorgssvigt, der både gør skade på ham selv og på drengen. Temmelig ubehageligt at overvære. Begge befinder sig ualmindelig dårligt i hinandens selskab og begge lever et liv med en utilpasset afstand til hinanden – Der er altid noget imellem dem. Og som de fleste reagerer, når Mormor Katrine trodser Mads Skjern og viser sin visdom og storsind og glæde ved det særlige i Daniel, når Mads “straffer” Daniel for ikke at gøre det Far forventer, sidder de fleste danske forældre og krummer tæer og hygger sig over at Mads får “een over næsen”. Og hvor er det dog dejligt at det er den reaktion, der er den fremherskende.
Vi bliver kæreste med et menneske som vi bliver fascineret af og vælger ham eller hende fordi det, de på vej til vores kæresteskab, har vist os, er særligt, tiltalende og udfordrende i forholde til os selv. Og begejstringen vil ingen ende tage i forelskelsen, der på et tidspunkt går over i at få det praktiske, nyttige og behagelige til at gå op i en højere enhed, så vi kan bygge familie. Og vi skal jo tilpasse os. Men efter ganske få år, går det op for alt for mange, at det særlige vi medbragte da vi ankom, bliver droslet ned til ukendelighed. Vores særligheder pakkes væk for at tilpasse os flertallet, de fleste, de andre… Vi taber faktisk tilværelsens vigtigste ingrediens – os selv. Det meste vi gør handler om “man” og hvad andre synes og forventer.
Men dem vi ser op til – rollemodellerne – er ikke som alle de andre…!
Børn kan tilpasse sig hvadsomhelst – og de fødes med et helt rent blad, hvor vi som forældre skriver de første rigtig mange sider i bogen “Hvem er Jeg”, hvor grundlaget for at lære at leve bliver skrevet. Men som jeg kan konstatere, er der rigtig mange som glemmer at skrive ord som nysgerrighed, enegang, individualisme, selvværd, selvrespekt, frigørelse, egentid, tålmodighed og dialog ind i bogen fra starten af.
Børn skal kunne det samme, gøre det samme, skal kunne sammen, skal være en del af fællesskabet, skal tilpasse sig de voksnes behov. Og de møder til daglig, så få pædagoger og lærere i vuggestuer, børnehaver og skolerne, at de skal lære at opføre sig som om de, på dette mindre end minimums voksenkontakt og opmærksomhed, får alt det de har behov for og ovenikøbet give udtryk for, at dette fattige rum er tilstrækkeligt. Og selv forældrene, der tidligere lænede sig op ad pædagog og lærer for at få sparring om deres børn, vælger at kigge fortravlet forbi og forvente mindre end ingenting.
Vi er alle overladt til os selv og mange vil gøre meget for at fratage os initiativ og livs-virkelyst, ved at fortælle os at vi skal tilpasse os hele den grå masse, hvor alles liv bestemmes af andre, der ved bedre. Men du skal i øvrigt selv tage ansvaret.
Det er betagende at se hvordan små børn prøver at fortælle os noget vigtigt – noget vigtigt for dem – ikke nødvendigvis noget vigtigt for dig – Hvordan de forsøger at påkalde sig opmærksomhed omkring deres egne oplevelser og betragtninger. Jeg sad på stranden i Puerto Rico, hvor en lillebitte pige med en blomstret hat, på stive usikre ben stod i vandkanten med sin far, som puttede lidt vand på hende, så hun kluklo, hvorefter hun tog begge hænder ned i vandet og trak sine knyttede hænder op og stavrede på fuldfart de 15 meter op til sin Mor, der sad og kiggede rundt på omgivelserne, hvorefter pigen åbnede sine hænder når hun ankom til Mor og vendte tilbage til Far i vandet og gentog hele seancen adskillige gange. Hverken Mor eller Far opdagede at den lille pige for første gang havde oplevet vandet, som hun møjsommeligt bar hele vejen til Mor for at vise hende dette vidunder den ene gang efter den anden.
Tænk at vi kun bliver betragte i det øjeblik vi står i rummet helt tæt på, og uden at den samlede historie bliver betragtet gennem hele dens vandring. Det er en skræmmende tendens, at vi tillader at blive afledt den ene gang efter den anden, at vi skal have gang i så stort et antal af ting, at vi mister koncentrationen og helheden og lever vores liv i tilpassede brudte brudstykker.
Og når forældrerollen pludselig bliver det eneste faste holdepunkt i vores daglige liv, der også bliver skåret ned til et minimum af tid til at se helheden, så er der rigtig mange børn, der mister muligheden for at blive forstået, midt i Snapchat- og Facebookoptagede forældre med dårlig samvittighed og manglende tid til sig selv, så de blot ender med at komme med henkastede ordre til, hvordan “man” som “deres” barn skal leve livet. Hvis liv skal børnene leve – dit eller deres eget liv.
Og mange børn ender med, efter mange års forsøg på at tilpasse sig, at blive det forældrene kalder utilpassede unge, der vender ryggen til og proklamerer:
“Få dig et liv – Jeg vil ikke være meningen med hele dit liv.” Og der starter deres liv for alvor – dog noget forsinket og måske mangelfuldt.
God sommer – Carsten Fabricius.