Anders And & Co, lavede for år tilbage nogle reklamer, hvor en Far havde glemt at købe bladet med hjem til sønnen. Og da han begyndte at forklare hvorfor, kom der den ene uheldige situation frem efter den anden om at han jo havde købt bladet og at han så havde mistet det.
Vi vidste alle, at det ikke passede, men at han simpelthen havde glemt det, og for at undgå sønnens skuffelse opfandt han historierne. Men drengen havde allerede set i Fars øjne, hvad sandheden var.
Dette eksempel viser med al tydelighed noget af det der foregår mellem mennesker hver eneste dag og resulterer i at vi generelt ikke lader sandhed og ægthed stå forrest. Det eneste rigtige ville være at tage sin søn i hånden og sige ”Undskyld min skat” – tage ham i hånden og gå til den nærmeste forhandler og holde sit løfte.
Jeg har opdraget og opfordret mine børn og unge, mine ansatte og familien, til at stå ved den sandhed de kan mærke.
Noget der for mig er væsentligt for at bevare gode venskaber, livslang kærlighed og ikke mindst respekt for sig selv.
Der er mange grunde til, at noget ikke er gået som det lige skulle, noget der har forhindret, er kommet i vejen eller ikke kan lykkes, men det er ikke det værste – Det er alle forklaringerne og undskyldningerne der kommer efter, der skaber støj på linjen.
Når jeg støder på et ”men” eller ”det er også fordi”, så er jeg i dag virkelig på vagt, for når der i stedet for en bekræftelse af at ting ikke er lykkedes, kommer en fortsættelse som det vigtigste, så ved jeg at den jeg taler med ikke har taget sin del af ansvaret for det, der skulle have været.
Jeg ser alt for mange mennesker i min hverdag, der konstant jagter et alibi for ikke at gøre det vi med rimelighed kan forvente af dem – nemlig ganske enkelt at sige ”nej” til de opgaver de ikke kan magte og ”ja” til dem de kan magte.
Én af de forventninger jeg mener, at jeg med rimelighed kan have til mine medmennesker, er da at de siger ”nej” til de opgaver eller ønsker jeg har til dem, hvis de ikke kan gennemføre.
Gode intentioner bringer ingen i mål, men skaber afstand og mistillid, når det ikke lykkes.
Kunsten at sige ”nej”, på en måde du er tilpas med, skal trænes og forstås og er aldrig for sen at gå i gang med.
Drop alle forklaringerne og sig ”nej” – det er også en måde at sige ”ja” på.
God fornøjelse.