Tiden er kommet, hvor tankerne triller tilbage, hvor jeg endnu engang tænker på min rolle som forælder og som far. Jeg er igen ved at miste grebet om endnu et barn. Jeg kan mærke hvordan min indflydelse løber ud mellem mine fingre som timeglassets fine ustoppelige sand og jeg står magtesløs tilbage og håber at jeg har bidraget tilstrækkeligt til at fundamentet kan holde til livets mange udfordringer.
Men det er jo uundgåeligt og fantastisk, tiden som forælder hører jo aldrig op, for selv om min unge nu er ved at tage de første alvorligt mente skridt, i retning af at skulle gøre sig fri af familien, og leve på sine helt egne betingelser, så kommer der da heldigvis stadig denne vidunderlige lyd af mit barns stemme, der siger ”Far”. Og det fortsætter forhåbentlig resten af mit liv.
Tiden hvor jeg har bidraget med mine holdninger, vejledninger og fortællinger om hvad dette liv blandt mennesker kræver af resurser og værdier, er ved at tage sin foreløbige afslutning og jeg kan godt mærke, at det giver stof til eftertanke, om jeg nu har fået afleveret det jeg skulle og om jeg har klaret min rolle som forælder godt nok – Et spørgsmål, der på mange måder er vigtigt at stille sig selv, når jeg skal sætte mine børn fri, men måske mest af alt også for at sætte mig selv fri.
Jeg synes og ved i en eftertanke, at jeg sikkert kunne have gjort ting, både bedre og anderledes, men det er jo forbandelsen med ”bagklogskabens klare lys”, så jeg skylder vidst mig selv, lige at lave en selvransagelse og tjekke efter om jeg mener at jeg har gjort hvad jeg kunne – Om jeg har gjort hvad jeg med rimelighed kan forvente af mig selv som forælder, med de livsbetingelser, der nu engang har været mit og vores lod.
Vi er mange der nu ved en sommerferies begyndelse, skal opleve en afslutning af en periode i vores børns liv. Det kan være det at flytte hjemmefra som den yderste ting, men også det at afslutte en barsel og skulle sende sit barn i institution, starte skole eller efterskole, der kan skabe en eftertænksomhed og lidt selvransagelse, så vi kan lave et personligt tjek på, om vi synes vi hver især har gjort, hvad vi med rimelighed kan forvente af en forælder – Og hvis der er noget du vil gøre bedre eller anderledes i fortsættelsen, så er det jo nu du kan tage en beslutning om forandringen. Og måske du kan fortælle dit barn, hvad du er nået frem til. Det er sundt at gøre status.
Og husk på, at du ikke bliver bedømt på det du siger, men det du viser og står for.
Jeg vil med glæde slippe mit barn ud i den nye verden, som hun skal til at indtage. Hun er mit barn nummer fire og der er ingen af dem der har været ens – en unik oplevelse hver gang. Og jeg synes hun er klar til nye udfordringer – uden min indblanding – Jeg tror på at hun kan, og jeg vil følge hende i medgang og modgang og stadig deltage, når jeg bliver budt indenfor.
Jeg har gjort hvad jeg kunne og håber at det har været godt nok. Det er nu engang hendes liv og ikke mit, så jeg håber at jeg har bygget et solidt fundament – resten er op til vores børn.