Erfaring er succes !

Men det føles ikke altid sådan, når tingene bliver mere og mere bøvlet og omgivelserne begynder at meddele, at det ser lidt sløjt og fiaskoagtigt ud.

Men hvad skal jeg nu tænke. Skal omgivelserne nu stoppe mig og sætte mig uden for døren, for derefter at overtage og gennemføre mit projekt på deres måde. Skal de gennemføre projektet efter deres hoved og mening og med deres viden og ekspertise ?

I min verden har det en uhyggelig klang. Hvor er det dog trist, at jeg ikke kan få lov til at mærke smerte, at opdage virkelighedens muligheder eller begrænsninger, at jeg ikke får skyggen af chance for at mærke panikken eller inspirationen til at navigere i den retning jeg selv tror på og vil kæmpe for.

For hvis projekt er det – mit eller andres ?

Vil nogen tillade sig, at fratage mig muligheden for at skabe min egen succes, at skabe noget nyt, at opdage smerte, at gribe chancen for at tilfældigheden og min egen og enestående vej skaber et nyt patent, en ny idé.

At leve er i dag, at sidde stille i et hjørne og ingenting gøre, for så sker der ingenting. Skynd dig at lede efter et alibi for ikke at gøre noget. Så overtager en anden sikkert.

Jamen skal vi gøre alt som andre vil have det og hvor længe skal vi acceptere at se børn, medarbejdere, plejehjemsbeboere eller mennesker i det hele taget blive frataget muligheden for at skabe deres egen succes.

Så længe du giver barnet muligheden for at binde sit snørrebånd, er hun i gang med at drage sig erfaring, men hvis du gør det på et tidspunkt, hvor tiden ikke er til det og overtager og gennemfører bindingen, så har du frataget hende muligheden for at skabe en succes og samtidig efterladt en fiasko, hvor det bliver tydeligt, at hun ikke var hurtig og dygtig nok til at have din tillid.
Medarbejderen får til opgave at indrette kontor efter alle kunstens regler, hvorefter bossen kommer ind og siger at det nok vil være bedre, at stille skabet ovre ved den anden væg og lampen henne i hjørnet – Hvem har taget ansvaret og hvem har egentlig opgaven.
Bossen får ikke set det fantastiske resultat det kunne være blevet til og ikke udnyttet resursen han betaler for, han beholder selv ansvaret, får en frustreret medarbejder, der ikke får lov at tage ansvaret og samtidig bliver frataget muligheden for at skabe en succes og dertil gjort forkert af en arbejdsgiver, der jo med al tydelighed viser sin mistillid.
Plejehjemsbeboeren står på badeværelset, klar til at blive vasket. En opgave der er rigtig svær for mange, med en vis alder eller forskellige former for handicap. Hun står med vaskekluden i hånden og er klar. Hjælperen kommer ind og tager kluden ud af hånden på hende og begynder at vaske. Jamen, hvad er det der gør at den vaskeklud ikke bliver i hånden og han får lov til at vaske det han formår og herefter overlader sidsten til assistenten. Men det går jo for langsomt.
Hjælp, assistance – er det at vi fratager mennesker muligheden for at skabe succes – at mærke livet på godt og ondt. Skal vi da ikke træne, vedligeholde og udvikle de færdigheder vi har, så længe det er muligt – og holde os i gang. Skal vi bare lægge os ned og gå til grunde i inaktivitetens hellige navn.
I bund og grund er det vi lever med i disse årtier, at vi nu har skabt generationer af inaktive, frustrerede, målløse, dovne og uinspirerede mennesker, der konstant søger alibi for ikke at gøre noget, i en grad, der efterlader privat- og erhvervsliv måbende over at ingen gør noget. Vi stiller den ene mulighed til rådighed efter den anden – men hvad hjælper det, når ingen rækker hånden ud for at tage den.

Hvis du beder andre om at påtage sig en opgave og de har sagt ”Ja – den tager jeg”, så er opgaven ikke længere din og du må affinde dig med det resultat, som den du valgte, fandt frem til.

Den lille dreng stikker fingeren ind i stearinlyset – ”AV” siger han -og dét er succes.