Jeg sad med min guitar i hånden og alle andre omkring mig var optaget af forskellige hyggelige gøremål. Der var masser af roligt liv omkring mig, men inden i, havde jeg en masse tanker om arbejde, venner, familien og hvad der nu kan strømme igennem en halvstresset hjerne som min.
Jeg lod mine fingre strejfe strengene. Jeg elsker den klang, der kommer fra kassen. Den laver nogle vibrationer, som kan mærkes i min krop. Lige til at starte med mærkede jeg efter om den klingede rigtigt og hvis der er een af strengene, der ikke er helt på sin plads, strejfer jeg den lige så forsigtigt for at tune den ind, så den klinger med de andre og får koret af de seks strenge til at skabe harmoni.
Følelsen af ro trænger sig på inden i, og jeg rejser mit hovede og kigger mig lidt omkring. Lægger mærke til at jeg sidder i forteltet til vores campingvogn, mine børn sidder og sludrer. Kan se at det er en blanding af alvor og smil. Ser ud over søen, hvor et par sejlere glider tavse forbi i den stille vind.
Jeg strejfer strengene igen og flytter lidt på mine fingre, hvor jeg stille mærker og lytter efter både nye og gamle klange. Jeg spiller ikke noget bestemt, men stille og langsomt danner der sig et mønster, som føles rigtig rart at lytte til og som jeg kan mærke rumle rigtig rart fra kassen.
Den ene af mine piger vender sig og kigger hen på mig med et stort åbent smil og spørger hvad jeg laver. Jeg svarer stille “Ingenting”.
Og det er lige netop hvad jeg gør. Jeg laver lige netop ingenting – Det dejligste og skønneste jeg kan foretage mig, når jeg skal lade op i krop og sjæl.
Denne meditative følelse af både at være tilstede, men egentlig være langt inde i sig selv. De skønne egoistiske minutter hvor der skabes nye toner, mærker efter om jeg klinger på en måde jeg kan være tilpas med.
“Far, kan du ikke lige spille det der igen – Det er så smukt…” siger en af mine skønne døtre.
For ikke så længe siden sad jeg i et af Danmarks mest imponerende lydstudier oppe i nordsjælland, hvor både Sebastian, Savage Rose, Erann og Kim Larsen og mange flere, har siddet og ladet deres musikalske sjæle vandre. Og nu også mig.
Efter flere års forberedelser og mange mange timers skønne øjeblikke med at lave “ingenting” på min guitar sammen med min familie, fik denne her lille melodi, som blev spillet ved søbredden i Ungarn, i forteltet med unger og elskede omkring mig, pludselig igen en større mening, da jeg sad og oplevede denne instrumentale melodi blive fuldendt sammen med Jens Runge, hvor vi spillede den ind til Straw’s første album.
Jeg lavede “Nothing” som den nu er kommet til at hedde, og imens jeg sad og lyttede til klangene, måtte jeg knibe en lille tåre og endnu engang sande, at jeg af hele mit hjerte ønsker, at mennesker skal huske at lave “ingenting” og stræbe lidt mere efter mindre.