Jeg kan mærke at mine tanker blusser op igen, når jeg hører om alt det rod det giver for alle de mennesker, der skal – skal ikke, til eksamener eller prøver når dette skoleår lukkes – Et skoleår, der på ingen måde kommer til at ligne de foregående.
Mange elever – unge som voksne – knokler for at opnå nogle gode resultater til de forskellige afslutninger, hvor det gælder om at få så høje karakterer som muligt. Og de gør det alle på hver deres måde.
Nogle har arbejdet kontinuerligt et helt år og har afleveret opgaverne løbende, mens andre har valgt at studere på minimum af indsats, mens endnu andre har prioriteret hvilke fag der var vigtigst for dem – og endnu andre ville have læst op, i sidste øjeblik, for at score en fed karakter til prøven.
Nu er der i år blevet lavet mange forskellige afslutningsløsninger, som giver et eller andet resultat som den enkelte ikke rigtig helt selv har kunnet styre – og sådan må det så blive. Sådan bliver 2020.
Men det der rammer mig, er ikke de valg og beslutninger der er taget, men at den menneskelige faktor igen kommer ind på min følsomme lystavle.
En eksamenskarakter bliver almindeligvis afgjort ved en lukket eksamen, på en bestemt dag og tidspunkt. Almindeligvis vil vi alle på det givne tidspunkt være i forskellige sindstilstande og fysisk i forskellig tilstand – overordnet tilfældigt. Een har måske lige fået at vide at hun skal være moster, en har måttet modtage besked om et alvorligt sygt familiemedlem, en kæreste har måske lige slået op osv osv.
Jeg forstår stadig ikke at fremtiden skal bestemmes med et “duer” eller “duer ikke” på en enkelt dags mere eller mindre tilfældige resultat, når fremtiden er en kontinuerlig størrelse.
Hvis jeg skulle vælge en medarbejde, en kæreste, en ven, så ville jeg på ingen måde være tilfreds med at skulle ansætte eller vurdere en der arbejder eller lever i “peaks” – altså i et enkelt øjeblik…. – Jeg vil have en der kan arbejde og lever i lange seje træk, i årevis og stabilt, en der samtidig er blevet menneskeligt vurderet og betragtet af varme mennesker og fagfolk, der ved noget om læringsprocesser, der kan udtale sig om menneskets egenskaber. Det vil skabe værdi når der skal skabes en sammenhængskraft i fortsættelsen.
Alle frygter eksamen i større eller mindre grad. Alle påvirkes af stressbelastning op til eksamen. Og flere og flere får præstationsangst, angst og traumer med sig i livets videre forløb. Alle bliver påvirket af, at alt kommer på eet bræt.
Men alligevel kaster vi både unge og voksne mennesker ud i disse, for nogle livslangt forandrende og uoverstigelige opgaver som eksamen medfører – uden at vi, energisk, har lært dem – som en del af livsvejledningen som skole og uddannelser er blevet, at håndtere stress, angst og præstationer. Maskinen kører – og dem der knækker bliver efterladt med et “tag dig dog sammen” uden at de i virkeligheden er klar over hvordan man gør dét.
Den enkelte elev har, fra de er ganske små, lært at man kun skal række fingeren op, når man er stensikker på at kende “det rigtige svar” – ellers er man til grin og mindre værd. Ingen plads til fantasi og skæve vinkler, fejltagelser og gode grin. Perfekthedskultur min bare.
Den enkelte er ikke længere vigtig. Dybden forsvinder. For mange forsvinder i mængden, når vi nærmer os (Corona) afslutningen, hvor der i nogle uddannelsessammenhænge er lærere og elever der går i panik, da der skal udleveres årskarakterer – og det så går op for dem alle, at ingen kender hinanden og at der intet er at vurdere på, da eksamen er “årskarakter”.
Selvfølgelig skal der være tests undervejs i skoleforløbene, men en samlet årskarakter skal alle lærere og elever kunne anerkende, hvor der, med rimelig tydelighed, er en genkendelighed af det enkelte menneske.
Hvis vi mener at alting skal afgøres med “peak”, så skal der altså nye ting på skoleskemaerne gennem alle uddannelsesårene – omsorg, angst & stresshåndtering, nysgerrighed, empati, kontinuerlighed, menneskelighed, familie, livsmestring og psykologi. Det manglende helhedssyn på både voksne og børn grænser i min optik til at være omsorgssvigt. Livet er ikke 2+3, men et sted hvor alle enkeltdelene giver et resultat.
Jeg ved godt at der er mange skønne lærere, der virkelig gør deres yderste – Tak for det, men jeg ved også at der er et system som de alle skal forsøge at leve op til, der desværre ikke lever op til “den ordentlighed det kræver at arbejde med mennesker”.
Der skal være plads til det hele menneske – og det skal afspejle sig tydeligt, når den sidste dag på uddannelsen er overstået – uden alt for mange lig i lasten.
Med venlig hilsen
Carsten Fabricius.