Og pludselig står vi så der. Med skoletiden bag os, med store opgaver bag os, med et stykke papir, der fortæller om vi er kloge eller ikke så kloge, om vi kan forsøge at blive pilot eller syerske…
Pludselig står de unge og skal tage stilling til sig selv som samfundsborger og som menneske – og skal til at tage stilling til livets fortsættelse. I virkeligheden er der mange der nu er efterladt midt i et tomrum, hvor der nu efter flere års opslidende arbejde med den personlige udvikling og social tilpasning, samt en slutspurt med 280 km i timen, for at opnå de bedste karakterer – som måske ikke lykkes, så det måske ikke bliver muligt at vælge det studie eller job som inderst inde ønskes, eller måske et resultat der giver flere muligheder end ventet.
Og i dette år, hvor det hele er blevet så meget anderledes, at nogle vil spørge om resultaterne er retvisende. Tvivlen er et vilkår lige nu.
De sidste 3 måneder har virkelig sat en masse ting på spidsen, med usikkerhed om alt det skolearbejde der skulle laves og ikke laves, hvilke prøver hvornår og med hvem. Joda – alles tålmodighed er sat på prøver. Men er det ikke den slags prøver livet altid vil byde på.
Men i disse dage er der tusinder af skønne dejlige unge mennesker, der nu skal have huerne på eller måske bare skal skifte retning og fejre eller græde over at de fra nu, ikke længere kan blive i den tidligere ramme og nu skal i gang med noget nyt i een eller anden form.
Det vil for mange være spændende og forbundet med gode følelser og en stor lettelse over at det hele nu er overstået, men for andre er det forbundet med direkte angst for fremtiden og stressende med tankemylder og utilpashed over alt det fremmede der ligger lige der og venter henne om hjørnet.
Samtaleemnerne når de unge mennesker bevæger sig rundt, svirrer med karakterer og resultater, drømme og visioner – fantasierne får frit løb og andre sættes i stå.
Og imens vi gamle forældre og bedsteforældre betragter og lytter kan vi jo tænke hvad vi vil, men hvis vi forsøger at presse store tanker ned i små kasser går drømme og visioner i stykker.
Lad os bevidst hjælpe dem med at sende alle drømmene til vejrs, få dem til at lege og mærke at de er kommet igennem – at de har gennemført. Sørg for at give dem skulderklap og sørg for at de tager sig tid – og giver sig tid til at nyde deres succes, at de får smagt på dette moment i deres liv og med det får lært, og husker at dvæle og tage næring af de glædelige øjeblikke, i stedet for at have så forbandet travlt med at stresse videre. Pauser er ikke noget vi får – pauser er noget vi tager – og kan bruger til også at se på os selv og mærke livet. Det hele kan tids nok blive pokkers alvorligt, men vi ruster os til de svære tider ved også at dvæle ved de lyse øjeblikke.
Så til alle os voksne (der ofte er dårlige eksempler på ovenstående), så vil jeg blot bede jer om, at lade jeres fantastiske unge mennesker, som jeg ved at i elsker, restituere sig og mærke øjeblikket – og vent og se hvor de vil hen – se hvad de vælger og støt dem med smil og varme – De kommer alligevel aldrig til at gøre som dig – det er nemlig deres liv og tiderne er væsentligt forandret. Hjælp dem til at tage hjælp og lederskab i deres liv og lad aldrig psykisk uro være tabu.
Husk på, at alle der går i andres fodspor ikke er foran.
Varm og god sommer fra den gamle terapeut.
Carsten Fabricius.