At tale udenom, ændrer ikke på fakta.
Jeg sad og lyttede til et interview, der handlede om sygemelding med baggrund i stress – et emne der må siges at være højaktuelt for de fleste, da alle efterhånden støder på dette højst besynderlige fænomen.
Er det bare mig, eller bliver ordet stress brugt så meget og i flæng, at det har mistet sin betydning ? Jeg mener, hvis det sættes ind som en del af en sproglig forklaring på “at jeg ikke lige har tid” eller “er meget optaget af noget andet lige nu” eller lignende i stedet for ord som “travlt” eller “nej”, så forsvinder og udvander vi sygdomsbetegnelsen “Stress”. Stress er F….. en alvorlig sygdom. Stress kommer når hele din organisme giver op og kun kroppen (måske) fungerer. Og konsekvenserne er ofte fatale på det personlige plan.
Ikke nok med det, men under interviewet fortaltes, at vedkommende havde overvejet at angive “et brækket ben” som årsag til sygemelding, for at gøre det mere legitimt at trække stikket og undgå at blive ramt af offentlighedens fordømmende tanker og mulige udtalelser som “Nå hun kan nok ikke stå distancen” “Hun er nok ikke lige så skarp som hun siger..” eller lignende, men hvorfor pokker skal engagerede og arbejdsomme mennesker overhovedet sættes i den forfærdelige situation, at skulle rammes af tanker om at lave den slags overspring – at overveje ikke at sige sandheden…
Allerede som børn opleves at skulle møde underbemandede børnehaver eller skole med store udfordringer, hvor man som barn er tvunget til at være – for samfundets skyld, så forældre kan være produktive og skaffe økonomi til hjemmet. Alle børn – og stadig nogle få voksne – er mega nysgerrige og elsker at lære, blive inspireret, mærke engagement, deltagelse, involvering, nærvær og samhørighed. Men det er der helt enkelt ikke tid til og det enkelte lille (og store) menneske overlades til sig selv og finder en “klokke” at overleve i (“Ipad-syndromet” etc.), og når den brister, så giver det ondt i maven, hovedpine, spiseforstyrrelser, tristhed og en ubændig trang til at blive under dynen – at sygemelde sig. Vi opdrager vores børn til at blive en del af en slags lemminger, der kun er kvalificerede, hvis man kan tilsidesætte den personlige integritet – Afsted til skolen, med måske 6 lektioner, der skal ruste os til det voksne liv – Der er afsat maximum 12 minutters individuel voksenkontakt til dit barn på en hel dag, og barnet har ikke engang krav på denne tid. – Og så lærer vi, at vi bare skal sige vi har ondt i maven og hovedet for at få en pause fra dette skæve pres – simpel overlevelse. Hvorfor passer vi ikke bedre på vores børn – og vores familier – og dig selv…
Det påvirker mig i høj grad at skulle opleve, at det generelt er i orden at tale om øget produktivitet, økonomisk vækst, optimering osv., når alle i hjerte og hjerne kan se og høre, at vi er nået dertil, hvor den type udtalelser stort set altid er på bekostning af den menneskelige faktor. Den der råber højest får mest taletid er blevet den naturlov, der betyder at vi som mennesker bliver betragtet som fjendske når vi siger stop og nej. Rimelighedsbetragtning er ikke længere en del af pakken. Og hvis ikke det enkelte menneske finder sin indre rebel frem og lade ham eller hende tone frem i dagligdagen, vil råbet forstumme i den mørke skov og Stress blive underkendt og blot betragtet som et pinligt pjækkeargument.
Arbejder du for at leve – eller lever du for at arbejde…?
Hvilken verden vil du tilbyde den næste generation at leve i ? Tør du være ærlig ? – og leve efter dit eget svar…
De varmeste hilsener
Carsten Fabricius.