Jeg lever et liv bag facaden – det er det sted hvor alt det hemmelige sker – det er også lige dér, at der kommer sandhed frem – kan sandhed være relativ – tjah…
Puha, det er ikke helt nemt at skulle skrive om dette hemmelige hemmeligholdte univers, men jeg har besluttet at alting ikke behøver at være nemt, når det bare er vigtigt nok.
Jeg har i rigtig mange år levet af, at hjælpe mennesker med at bryde facader og barrierer ned, for at finde balance i deres liv, og de virkelig mange lange rejser bag facaderne har givet mig mange eftertanker og stor indsigt, da jeg har mødt dem alle – pædagoger, læger og overlæger, skolelærere, socialrådgivere, sosu´er fra ældreplejen og andre afdelinger, politibetjente, ledere fra opholdssteder, sygeplejersker fra både psykiatri, pædiatri og det voksne hospitalsvæsen, jordemødre osv.osv… og derudover en lang række af dem de hver især skal være hjælpere for… og alle disse mange historier og oplevelser, der alle er foregået bag facaden, trækker en ubehagelig rød tråd i mit hoved, så det jeg skriver her, er jo blot mine personlige betragtninger, der endnu engang bobler op med store følelser, som jeg gerne vil indvie jer i.
Den konstante vedvarende kontinuerlige utilstrækkelighedsfølelse, der gør mennesker kede af det, får dem til at føle sig forkerte og får dem til at være tvunget til at gå på kompromis med deres faglighed – og vigtigst af alt – deres menneskelighed og grundstenene i hvad der fik dem til at vælge deres fag – og som en stor del af dem nu vælger (og flere allerede har valgt) at forlade, da disse følelser og arbejdsvilkårene rent praktisk tvinger dem til at hænge deres faglighed på knagen uden for døren, allerede inden de går ind.
Faglige vilkår der er strammet så meget, at alle intentioner om kvalitetssikringer med udgangspunkt i almindelige mellemmenneskelige rimelighedsprincipper ikke kan finde så meget som en millimeters plads i de daglige rutiner og når de forsøges presset ind, mødes alle, der forsøger, af modstand, da det nødigt skulle fylde for meget i dagligdagen, da dagligdagens timer i forvejen er mindst det halve for lidt. Og det gælder nok alle de faggrupper jeg har nævnt. Og når jeg spørger dem, i fortrolighed, om de er tilpasse i deres arbejdsliv er svaret gennemgående et rungende nej.
Så hvis den enkelte bare pipper en enkelt strofe om at tage sig tid og gøre det der reelt er menneskeligt nødvendigt, vil han blive mødt af en forrået tone, en konsekvent afvisning – Hvis ikke du kan lide lugten i bageriet – så smut.
De popper op med jævne mellemrum – altså sagerne om manglende resurser eller måske mere rigtigt formuleret – manglende tid til at gøre hvad man med rimelighed kan og bør forvente af alle dem der skal passe på os, behandle os og sørge for at vi kan føle os trygge, hørt og set.
Og hver eneste gang gentager historierne sig om manglende resurser, uddannelser, nedsæt en undersøgelsesgruppe, man må løbe lidt stærkere for at nå det samme (og lidt til)… Og hver gang begynder den udglattende bølge af såkaldte specialister, at forsøge, at overbevise os om, at det jo kun er i den specifikt opdagede situation at problemet ligger og at der jo er rigtig mange dygtige og gode solide veluddannede folk derude, der gør det godt… Og det er der også… indtil de også knækker og brænder ud og sygemelder sig og forsøge om de kan rejse sig igen, imens de slikker deres sår over deres utilstrækkelighed og svigt af deres arbejdsplads og kollegaer, der nu må løbe endnu hurtigere fordi du har kastet håndklædet i ringen… Og det selvom enhver – der bare har et gram tilbage af almindelig fornuft – kan se, at det er en offentlig løgn og et offentligt omsorgssvigt, hvor systemet i sig selv genererer de voldsomme tab og devalueringer af almindelig menneskelighed og næstekærlighed.
Og Straks begynder eksperter at slå mønt på ulykken og råber “mere specialisering og uddannelse” Og egentlig er det jo fantastisk, at alle ønsker at alle skal være så dygtige som det er muligt… Men når det basale udebliver og de såkaldte eksperter ikke kan se det enkleste og vigtigste i hele verden mangler – er tiden…
Tiden til at lytte, tiden til at se, tiden til fordybelse, tiden til at benytte og bruge sin tilegnede faglighed, tiden til at åbne og lukke i det tempo mennesker kan følge med i – Tiden.
Det er ikke det at eksperterne siger det de gør – Det er mere løgnen og inkompetencen i sig selv, der er det skræmmende og hæmmende, for det fjerne fokus og drukner i ævl og bævl, der bare bliver til et suk og et blah…
Det fjerner så meget fokus fra det grundlæggende fundamentale i, at al god faglighed tager udgangspunkt i, at ting nu engang tager den tid ting tager.
Tag nu bare oksemørbraden, helt frisk, upudset og rå – put den i mikroovnen i 20 minutter – den er helt sikkert gennemstegt. så må den jo være klar til at blive spist. Vil du spise sådan en – Ikke mig…
Den skal pudses af og gnides ind i noget salt og peber, måske lige krydres med lidt friskpresset hvidløg, som jeg også skal skrælle og presse, grillen skal tændes, have den rigtige temperatur og jeg skal stå og vende den med passende mellemrum til den dufter og har den helt rigtige overflade og kernetemperatur, tages af og hvile til jeg er sikker på den er klar.
Joda – begge dele er jo oksemørbrad – Men detaljerne og tiden gør hele forskellen på om vi er tilpasse eller ej.
Mikroovnprincippet og regnarks-ledelse får indtil videre lov at vinde – Men spørgsmålet er jo om mere tid er en investering – eller en udgift.
Og når svigtene omtales på f.eks. plejehjemmene, børnehaverne eller i politiet, så bliver det hele svøbt ind i benægtelser og beskyttelsen af dem der også rent faktisk gør det godt… Men mon ikke de der gør det godt selv ved det (og ellers kan de jo spørge), hellere vil have, at det bliver råbt ud, inden de selv taber gnisten og dør af udbrændthed, stress og utilstrækkelighedsfølelse.
Nåh ja. Jeg er jo ikke ekspert – og bare fordi mennesker har indviet mig i livet bag facaden, så betyder det jo ikke at det er sandt – Men det ændrer ikke på, at jeg stoler på deres fortrolighed og at jeg kan mærke deres ægthed i fortællingerne om livet bag facaderne.
Fortsæt bare benægtelserne og fasthold facaden. Det vi ikke ved, har vi jo ikke ondt af – Eller er det: Det vi ikke ved, men blot fornemmer, er det vi har ondt af.
Velkommen tilbage fra ferie – Jeg håber at din arbejdsdag og faglighed er fyldt med glæde og gennemførelse af skøn faglighed, så du kan mærke din tilstrækkelighed og glædes over de smil du møder på dit job.
Med venlig hilsen
Psykoterapeut Carsten Fabricius.