Jeg har mødt mange mennesker, der er forsørget af den offentlige pengekasse og det har været hjælpsomt et langt stykke ad vejen, hvor de har været i en udvikling og proces, for at komme videre i deres liv, med et ønske om at komme fri af offentlig forsørgelse, at overtage kontrol og magt over eget liv og fremtid.
Jeg tror på, at det er formålet med den offentlige pengekasse.
Og hvor er jeg dog stolt af at være en del af et socialt sikringssystem, der kan varetage denne opgave. Og skulle det i processen gå så galt, at et menneske ikke har muligheden for at klare processen selv, så er det endda muligt at få kassen til at betale medicin, proteser, undervisning, afvænning og alt muligt andet i den udstrækning, at det ikke er muligt for borgeren at klare det selv.
Mennesker jeg beskæftiger mig med, har problematikker som angst, ADHD, misbrug og andre forstyrrende livsbetingelser, der i langt de fleste tilfælde forandrer sig, når de først er nået frem til at benytte sig af den hjælp, der bliver rakt frem til dem.
Den største og vigtigste problematik, jeg oplever, ligger i begrebet hjælp.
Hvis jeg har brækket mit ben, bliver jeg kørt på hospitalet, får det lagt i gips, holder mig i ro i seks uger, og får derefter tilbudt et genoptræningsprogram.
Så vil jeg være i stand til at klare mig selv, da jeg har benyttet den hjælp alle eksperterne har været enige om skulle bruges for at lykkes. Og havde jeg ikke benyttet mig af hjælpen, så var mit ben blevet skævt, helingstiden var blevet længere og min krop ville gøre knuder.
Men det er dog et faktum, at det er et valg at tage imod den hjælp, der bliver tilbudt og benytte sig af eksperternes råd.
Jeg undrer mig over følgende:
Når et menneske tager førertrøjen på og kommer frem til at benytte sig af eksperternes fremlagte nødvendige værktøjer, begynder at smile, viser med sikkerhed og stolthed, at de kan, og gennemfører flere måneder, hvor de med højlydt ærlighed fortæller, at de aldrig har haft det bedre, pludselig opdager, at det er benhårdt arbejde, at skulle tage ansvar for resten af tilværelsen, så kaster de sig på sengen, stopper med at tage nødvendig medicin, begynder at ryge joints igen, lader være at stå op og i det hele taget stopper med at være deltagere i eget liv, hvorefter de henvender sig til deres sagsbehandler og meddeler, at de skal have hjælp.
Straks bliver der iværksat en ny undersøgelse, hvor eksperterne går i gang, blot for – efter brug af mange hundredetusinde kroner – at tilbyde samme behandling endnu en gang.
Jeg forstår ikke, at vi tillader, at »hjælp« fratager et menneske muligheden for at skabe sin egen succes – eller fiasko, når det allerede har bevist, at det er en mulighed, for netop dette menneske at lykkes ved egen indsats…
Hvor langt skal vi gå for at forsørge et menneske, der ikke ønsker, at deltage i eget liv, men rent faktisk kan?