Der er en lyd af mange stemmer, dialog, både grin, grimasser og udbrud af forskellig karakter. Nogle løber, andre sidder eller står i små grupper og kigger sig omkring. Klokken ringer og skolegården tømmes.
Og så har vi balladen.
At placere 40 børn i en klasse er jo et kontroversielt emne – og bestemt ikke det jeg taler for, men handler det mon egentlig om antallet eller måden at være deltager på.
Det er dét jeg stiller spørgsmålstegn ved.
Jeg synes vi skal starte en dialog om, hvad skolens reelle opgave skal bestå i – men på et plan, hvor det handler om mennesker og livsengagement.
En meget stor opgave for en lærer er i dag, at bruge mængder af tid på at nedkæmpe støj, uro og skabe motivation og skubbe på, for at opnå indsats og deltagelse.
Men er dét den rigtige opgave – Ér det virkelig lærerens opgave at kæmpe for at komme til orde, at skulle opbygge og slås for opmærksomhed, skabe motivationen og være ansvarlig for elevens fremdrift og indsats.
I min optik er det på ingen måde en rimelig farbar vej, men direkte og åbenlyst dømt til at mislykkes for alle parter – Og ikke nok med det – de sidste 20 år er problematikken bare blevet større.
Virker det vi laver i dag…?
Halvdelen af dem der starter på gymnasiet skal have ekstrahjælp – de er helt enkelt ikke dygtige nok. Så kære læser – Virker det der foregår? Nej vel !.
Selv Rektorerne hopper på limpinden og pålægger lærerne at de skal opdrage deres elever til ro.
Mon ikke vi lige skal stoppe op et øjeblik. Hvor blev forældreskabets ansvar af. Forældre der sætter børn i verden og herefter overlader ansvaret, til alle andre, for at lære dem helt basale færdigheder som socialforståelse, indsats, kreativitet, lyttelære, pli, anerkendelse, kærlig omsorg, livsnysgerrighed og læren om at lære.
Mit fremtidspolitiske forslag på børne- og ungeområdet, er et krav om et “forældrekørekort” og en investering i mulighed for at normalisere, legalisere og tilbyde familieterapeutisk rådgivning fra 20. uges graviditet, så det bliver muligt igen at lære at tale sammen i en familie. Bedre investering findes ikke. Hvad foreslår du…?
Et par års investering vil skabe et udtryk, der tillader at sige højt, at det er skønt, men også svært, at være forældre og kærester på én gang, i et aktivt højtempofyldt arbejdsliv, men at ægte åben dialog danner fremtidig presedens, for et nuanceret og kærligt forældre- og familielivs perspektiv.
Den dårlige samvittighed forsvinder som dug for solen og der vil være en åben dialog om ganske almindelig rimelighed og opførsel i sociale sammenhænge og relationer.
Klokken ringer. Børnene trisser ind til deres klasse – alle 40 – sætter sig på deres pladser, tager bog, blyant, pc, papir frem. Læreren er der allerede og siger velkommen. Alle sidder stille og lytter til de vigtige og betydningsfulde informationer der bliver leveret fra den ene ende af lokalet og opgaverne sættes i gang.
Overrasket spørger journalisten efter timen en elev, hvordan det kan lade sig gøre med 40 elever i een klasse – uden at det hele vælter.
Eleven svarer simpelt: “Mine forældre har altid lært mig, at hvis jeg bare med rimelighed gør hvad der er brug for, så er der plads til os alle her i livet. Og hvis vi alle holder mund og lytter til vores omgivelser er det intet problem. Fællesskabet er også en del af mit ansvar”.
Men det er vist ikke helt sådan det ser ud i dag – God fornøjelse til jer alle – her er det enkelte menneske nemlig frataget mulighed for at skabe sin egen succes, når det forsøger at benytte det offentlige rum, hvor ethvert ansvar reguleres af alle andre end dig.