TILLADELSE til at være “Hjælper”

Som udgangspunkt i enhver form for hjælp, vil jeg påpege følgende: 

“Du kan ikke flytte så meget som et komma i et andet menneskes liv, uden at få tilladelse til at komme indenfor.”

Opmærksomhed på tilladelsen er af afgørende betydning for enhver, der ønsker at bidrage til forandringer hos et andet menneske. Selvfølgelig taler jeg ikke om nødsituationer, hvor der skal ydes førstehjælp eller at gribe praktisk ind hos mennesker, der ikke er i stand til at gennemføre det nødvendige.

Jeg taler som udgangspunkt om at være deltager i en forandringsproces mellem mennesker i deres relation af større eller mindre tæt tilknytning. Og vi har som udgangspunkt heller ikke tilladelse til at blande os, bare fordi vi er klogere eller ved bedre, er i familie eller kollegaer, ven eller pædagog etc.

At indhente tilladelse til at deltage i et andet menneskes liv – og få indflydelse – skal respekteres, hvis du vil være en værdifuld “Hjælper”.

Uden tilladelse er det en overtagelse – måske endda et overgreb – og det er ikke hjælp.

Det store arbejde som “Hjælper” eller “Forandringsleder” ( Pårørende, Forælder, Lærer, Leder, Kæreste etc.) ligger ofte i at få en ægte tilladelse til at komme indenfor i den “Hjælpsøgende” persons liv eller få adgang til at aflevere kritiske budskaber, med ønske om forandring af en anden persons måde at agere på.

Før en tilladelse er afgivet, er det umuligt at få reel indflydelse på de beslutninger og valg, som denne person kan eller skal træffe, med længerevarende virkning.

Med reel indflydelse mener jeg, at du helt konkret er blevet “et tilvalg” af den hjælpsøgende person, at du er godkendt som mentor, rollemodel eller fagperson etc. – At det er den hjælpsøgendes eget tilvalg og beslutning, at lige netop du, er blevet udvalgt til at være deltager, som meningshaver, grænsesætter, retningstegner, tillidsperson… – som godkendt Hjælper.

Og så skal man huske som professionel, at en god hjælper også selv beder om hjælp og bruger både supervision og konsulterer egenterapi, for at sikre egen integritet og grounding. Og hvis du ikke er professionel, så kan det også være uhyre værdifuldt at benytte sig af de hjælpemuligheder der er tilgængelige.

Vi har nu i flere generationer tilladt store mængder af ansvarsfralæggelse og ikke arbejdet særlig grundigt på at se indad og få vurderet vores eget “jeg”. Pasning af den personlige psykiske tilstand er på mange måder blevet et tabu. Mental sundhed er tabu – og det er forkert – bum. Terapeuter og Psykologer er beregnet til at massere og passe på vores psykiske helbred, der i øvrigt er en forudsætning for et sundt liv på mange planer. Bilen skal til tjek, tænderne skal til tjek – og det skal du også.

Det er en grundlæggende forudsætning for mange hjælpere, at de kan bruge sig selv og deres personlighed, og hvis de skal være rigtig gode og professionelle, skal de kunne stå ved at turde se sig selv i spejlet med kærlige, realistiske øjne og indsigt for virkelig at have værdi. Være bevidste om personlige muligheder og begrænsninger.

Samtidig skal det grundlæggende anerkendes, at det ikke handler om Hjælperens liv, men Klientens, Problemholderens, den Hjælpsøgendes liv, hvor Hjælperen grundlæggende tilsidesætter egne behov, men dog fastholder hvem hun er, hvad hun står for og hvad eller hvilken form for hjælp, hun kan eller vil tilbyde.

En tilladelse til at køre, når trafiklyset er grønt, er forståelig og klar, og som en selvfølge er det en stop-ordre, når det lyser rødt.

Når du ringer på en dør, og døren bliver åbnet, vil det være naturligt for de fleste, at afvente et ”Kom indenfor”, inden de træder ind ad døren…

Dette er grundreglen i “Hjælpekunsten” – Uden invitation, er du ikke Hjælperen.

De 2 ovenstående eksempler med “rødt lys” og “kom indenfor” er blot et par logiske eksempler på almindelige tilladelser, som skal opnås i et par dagligdags sammenhænge. Men det bliver straks mere komplekst, når der er tale om at skulle bryde ind i et menneskes personlige mønstre, psykologi og liv.

Hvilken hjælp kan du give til et menneske, der gerne vil holde op med at slå sig selv, stoppe aggressiv adfærd, trøstespise, ryge hash, stjæle, lyve, være utro, stoppe stress og blive fri af angst etc. 

Så bliver tilgangen straks noget mere kompliceret for Problemholderen, og hvad skal Hjælperens rolle og tilgang så egentlig være?

En god Hjælper skal respektfuldt og tålmodigt forsøge at få tilladelse til at være deltager i den udfordredes liv, på det tidspunkt, hvor dette menneske ønsker forandringer i sit liv. – Og når tilladelsen er opnået er det lige så vigtigt, efterfølgende at sikre sig, at tilladelsen er der gennem hele processen. En tilladelse kan blive trukket tilbage, hvis du træder ved siden af – og det må ikke overses – og du skal derfor med jævne mellemrum, under processen, gentage din “ansøgning” om tilladelse og sikre at det stadig er et samarbejde – tag det aldrig for givet.

Nogle gange er opgaven også at “skabe” adgang til et menneske, som tilsyneladende har brug for en “korrektion”, ny viden, adfærdsregulering, problemknusning etc.

Det at skabe adgang kan jo, i en professionel tilgang, være nødvendigt, når menneskers adfærd vurderes at være nødvendig at forandre.

Det nemmeste i hele verden er at lave en mandsopdækning af et problem, hvor problemet isoleres og man forhindrer, at Problemholderen gentager den uønskede adfærd. Så er problemet løst. Herefter fjerner vi isolationen, hvorefter problemet gentager sig.

Kunsten er at bevare ophøret af uønsket adfærd og bevare eller udvikle på forandringen.

Der er desværre udpræget tendens til, at der afleveres et væld af velmenende hjælpeforslag fra mennesker med trang til at fjerne pletter, støj, problemer, udfordringer og ubehag fra andre end sig selv. Men en uforholdsmæssig stor del af disse tilfælde er der ikke blevet bedt om deltagelse eller indblanding. Der er ikke givet tilladelse til at ”blande” sig – tilladelse til at deltage.

I praksis ville det blive modtaget som et overgreb, hvis den tilsyneladende Problemholder reelt skulle reagere. Og det sker da også ofte, at de velmenende forslag får en hård medfart og skaber både irritation, undren og fravalg.

”Altså, hvis jeg lige må komme med et godt råd, så vil jeg lige sige…!”, ”Du skal da bare lige gøre….”, ”Nu skal jeg lige gøre det for dig…”

Men – der findes ikke ”gode råd”. Der findes maksimalt ”råd”. Det vil altid være modtageren, der afgør, om det er godt, og det kan først konstateres, om det var godt eller skidt, når det er blevet valgt, brugt og resultatet herefter foreligger.

Hvis du vil være “Hjælper” er udgangspunktet egentlig meget enkelt og præcist. Terapeuten/Hjælperen/Mentor/Mor/Kollega kan have en lang række af fantastiske uddannelser, erfaringer, faglighed, kurser og beviser på viden for millioner, men det er et faktum, at det i udgangspunktet ikke har nogen som helst form for værdi, hvis du vil være Hjælper.

Som Hjælper har al denne viden en værdi, der som udgangspunkt er lig med NUL – INDTIL du har fået TILLADELSE til at benytte dine kostbare opsparede og tillærte kompetencer – så er de alle millionerne værd.

Som hjælper får al den viden først værdi og bliver først værdiansat i det øjeblik, der bliver taget og brugt af din viden, af den der har et problem eller udfordring.

Hjælp er ikke noget, en Hjælper “giver”. Hjælp er noget en Problemholder “tager og benytter sig af.”  – Og det væsentlige er, at hjælpen både “tages, anvendes og bruges.”

Og ikke engang her er det sikkert, at hjælpen har værdi, da det først kan konstateres at have værdi, hvis det viser sig, at det udsnit af din viden, som Problemholderen valgte at tage og bruge, rent faktisk virker og fortsætter med at gøre den gavn, som Problemholderen ønsker.

Den store psykologeksamen er ganske enkelt ikke én krone værd, hvis ikke psykologen er kommet indenfor og har fået adgang til Klientens virkelighed og ønske om hjælp.

Men det ændrer ikke på, at det jo kan have mega stor værdi, at der er sammenfald mellem, det klienten har “brug for” og “den viden, der tilbydes.”

Det nytter sjældent at gå ind i en butik og bede ekspedienten om tre stykker smørrebrød, hvis du står i en cykelforretning 😉

Så selvfølgelig er der brug for masser af uddannelser, og selvfølgelig har uddannelse værdi – men ikke uden tilladelsen til deltagelse.

I praksis, når jeg møder en ny klient, er mit grund-udgangspunkt: ”Jeg har arbejdet med disse ting i over 25 år, men jeg kan intet uden din deltagelse. Så hvis jeg skal hjælpe dig, så må du i princippet uddanne mig til at blive lige præcis din verdens, bedste hjælper – Har du lyst til at give mig den mulighed ?”

– Får jeg et ”ja” til det, så er vi kommet det første skridt på vejen – og så får jeg brug for al min viden og uddannelse.

Er der antydningen af et nej, så skal jeg blive nysgerrig og finde ud af om det er stop eller hvad der måske skal afklares inden jeg må være deltager.

 

AT ADMINISTRERE TILLADELSE OG HJÆLPENS KARAKTER.

En lille dreng får besked på, at tage sine sko på. Han er så lille, at det er svært – han forsøger et stykke tid – han er godt på vej. Men mor kommer hen til ham og ser, at han ikke er færdig endnu, og hun siger: ”Nu skal jeg hjælpe dig” og giver ham skoene på.

Hele den lille drengs krop falder sammen, opgivelsen lyser ud af ansigtet, tungen i mundvigen forsvinder. Og da Mor er en autoritet og den, der skal lære ham det, han skal kunne, bliver hun ikke modsagt og han bliver bragt til at stoppe sit forsøg, når mor kommer med sin ”hjælp”.

Det er efter mine begreber ikke hjælp – det er overgreb. Mor fratager ham muligheden for at skabe den succes han er i færd med at tilkæmpe sig og skaber samtidig en fiasko, der kommunikerer, at, dét er han ikke god nok til. Og hvis ikke Mor har tid til at vente på, at den lille dreng selv giver op og beder om hjælp, så skal hun slet ikke sætte opgaven i gang, medmindre der bliver sagt noget i retning af: ”Prøv, så længe jeg har tid til at vente.” Så er det jo fint nok, når hun kommer og siger ”Nu overtager jeg lige, og du kan prøve igen næste gang vi har tid…” – Men det er ikke det scenarie, der udspiller sig i det nævnte eksempel..

Trodsalderen eksisterer ikke – og har aldrig gjort det…!

Når børn siger at de ”vil selv” eller ”kan selv”, så siger de i virkeligheden, at de er nysgerrige og gerne vil prøve og ønsker at øve. Om ikke andet så fortjener de under alle omstændigheder, at du som forælder tjekker efter, om det er sådan det er.

Sig dem tak for, at de tager opgaven – vend dig om og flyt dig væk fra opgaven og sørg for – henkastet, på vejen væk – at få sagt noget i retning af: ”Hvis du har brug for hjælp, så sig lige til…”. Og lad være med at igangsætte opgaver, du ikke har tid til at vente på.

Og hvis han så siger, når der er gået et stykke tid, at ”det er rigtig svært”, så kan du jo bekræfte. Og så kan du jo vente og se, hvad der sker. Senere kan du jo eventuelt spørge (hvis du er utålmodig eller nysgerrig), om han ønsker din hjælp, om der er en måde du kan hjælpe ham på, eller måske endda komme med forslag til, hvad hjælpen kunne være… Men ikke før du har fået tilladelse til at deltage.

– Men som udgangspunkt skal du holde dig væk, indtil du bliver budt indenfor.

Det er bestemt en fin ting at være afsøgende/opsøgende, hvis du i øvrigt er blevet anerkendt som mulig Hjælper.

Som Forælder har du pligt til at dygtiggøre dig i hjælperrollen og være søgende efter, hvor du skal være deltager, men også i høj grad opmærksom på, hvor du ikke skal være deltager.

Det er af største vigtighed, at vi ikke fratager vores børn muligheden for at skabe deres egen succes – Eller fiasko. (Vi skal dog stadig vurdere, om de kan komme reelt til skade). Fiaskoen kan skabe den senere succes.

Børn eller mennesker, der er ved at lære eller udvikle, er jo netop i en position, hvor de ”ikke kan” eller ”kun kan svagt”, og benævner ofte udfordringer med ordene ”Det er svært”.

For at tale om bekræftelsen af ordet ”svært”, så skal vi gøre os klart hvad det lille ord indeholder.

Min version er, at betydningen af ordet ”svært” er: ”Ikke umuligt, før det er prøvet seriøst”.  Og at prøve seriøst betyder: ”Gentagne forsøg, beden om hjælp i en udstrækning, der betyder at alle forsøg er gennemført, men muligvis uden succes.” Og ”forsættelse indtil succes opnås – eller opgivelse kan konstateres.”

 

“Tilladelsen til at være Hjælper” kommer kun til den eller de udvalgte.

Der skal være en meget høj grad af parathed til at modtage hjælp – og for mange er det desværre stadig “pinligt” at bede om hjælp.

At modtage og opsøge hjælp er jo samtidig en klar og tydelig indikation af, at den der søger hjælpen har en svaghed, en mangel, måske endda uvidenhed… – Den tilstand er for rigtig mange mennesker meget angstprovokerende og eller ligefrem pinligt – for hvem vil ikke gerne være Superman eller Superwoman.

Lige præcis super-syndromet er i dag skyld i, at mange børn (og voksne) ikke tør række fingeren i vejret når der bliver stillet spørgsmål i skolen, da man i super-syndromet jo skal kunne det rigtige svar når fingeren kommer op… Men hvis ikke man skal kunne eksperimentere og træde ved siden af i skolen, hvor pokker skal man så ellers kunne svare forkert, være nysgerrig og eksperimentere ?.  

Skolen er et sted man skal øve sig, og blive klog af alle de mange dejlige fejlskud vi kan få foræret og samtidig blive opmærksom på hvor forskelligt ting kan ses og opfattes og behandles, og så bliver der plads til at udvikle eller genopbygge den nysgerrighed vi er født med…

Det er ikke hvem som helst, vi betror og viser vores svagheder – Ikke engang i vores kæresteforhold er det sikkert, at det hele bliver vist frem.

 

DIT BARNS RESPEKT

Gennem mit virke som institutionsleder, har en stor gruppe af de unge, jeg har modtaget, været mere end almindeligt trætte af voksne, og har som udgangspunkt fået nok af brudte løfter og bjørnetjenester.

For dem er det mest ”sikre”, der opleves hos voksne, en oplevelse af et ”ja” eller ”nej”, der på mange måder mere end noget andet ligner og er et ”måske” – eller for den sags skyld et udsagn, der kan forhandles eller bøjes.

Voksne – der har lovet, og løbende brugt “alibier”, som tid, travlhed, forstyrrelse, arbejde etc., for ikke at gennemføre løfter, der senere ender med at blive helt glemt – bliver omhyggeligt registreret i de pågældende børns/unges huskebog, der ofte indeholder rigtig mange svigt og mistillidsoplevelser.

Voksne betegnes af rigtig mange børn og unge som løftebrydere, hvilket tvinger dem til at finde deres egne allierede og mentorer andre steder, end der, hvor forældre og voksne i virkeligheden ønsker.

Børn er i langt højere grad begyndt at søge børn som mentorer, men det er bestemt ikke særlig hensigtsmæssigt – af naturlige årsager – og bestemt også utrygt for begge parter.

Anbragte børn har gennem det meste af deres liv mødt fagpersoner, der har villet rigtig meget for at ”hjælpe” dem. Der er bare ikke blevet brugt den tid, der har været brug for, og dette har ofte den betydning, at de gennemgår endnu et svigt, og at vejen endnu engang bliver ekstra lang. Der er lovet – og endda lovet en hel masse – men løfterne er ikke gennemført, hvilket ofte har medført, at endnu en ny anbringelse og sorgproces skal gennemleves… – Og i sidste ende endnu en bekræftelse på, at voksne ikke er til at regne med eller stole på.

Der er blevet lovet og holdt… et stykke af vejen – hvorefter der er skiftet ud i staben af ansatte, ny sagsbehandler, lærer der har fået jobskifte – eller andet der endnu engang har givet et stop og et svigt…

Tilliden til voksenkontakten er meget, meget tæt på ikke-eksisterende. Vi skal simpelthen gøre os langt mere umage.

Derfor er vi som Fagpersoner, Forældre eller Hjælpere nødt til at udvikle en personlig metode til at have så meget fat i os selv, at vi tillader, at den unges historie til enhver tid er langt bedre og mere interessant og vigtig end vores egen. Og samtidig gøre os umage for at gøre dem vidende om, at vi ikke er afgørende for deres succes, men at vi måske kan være brugbare, hvis de tillader det, et stykke ad vejen. At historien og udviklingen eller forandringen udelukkende handler om dem selv, da vi kun er et stykke værktøj til læring og sparring. Det er nemlig 100% deres liv. 

Det vi møder og det vi skal kunne tåle og tillade er, at den unges modstand bliver udtalt og samtidig respekteret, på trods af, at eventuelle forskelligheder kan være os personligt inderligt imod.

Eller sagt på en anden måde: Vi skal tillade, at vi er enige om at være uenige.

Deres påstand er: ”Voksne er ikke til at stole på”

Vores påstand er: ”Nogle voksne er til at stole på”  – men vi har bevisbyrden.

Der kræves ( for at få tilladelse til at komme indenfor ) en udtalt dyb respekt for, at den person du skal være hjælper for, har sin helt personlige opfattelse og version af rigtigt og forkert.

Den version er du nødt til som det allerførste at lære at kende og forstå som dit udgangspunkt og tilgang som Hjælper. Med andre ord – Du er nødt til først at forstå hvad han forstår – inden du forsøger at få ham til at forstå hvad du forstår. Gør du ikke det vil du bare blive betragtet som bedrevidende og nedladende – Og det har aldrig været hjælpsomt…

Ligegyldigt hvad din egen version er, bliver du nødt til at skaffe dig indsigt i den unges/barnets/kollegaens livsvinkel eller livsbetingelser.

Din nysgerrighed skal bringe dig indsigt i hans eller hendes syn på livet, og først når du med sikkerhed kender denne version i sin helhed og detalje, vil du være i stand til at “forstå”, så du herefter kan overveje om du skal søge om lov til deltagelse – om tilladelse til at komme indenfor.

Men det ændrer ikke på, at du stadig som menneske kan være grundlæggende uenig i den unges synspunkter, holdninger og normer.

Du er stadig dig, og du skal ikke ændre på, hvad det er du står for, og hvad du kan tilbyde at deltage i og deltage med. Og forsøger du at tilpasse dig til den unge, så er du ikke dig og mister helt enkelt din troværdighed – og i øvrigt også din selvrespekt.

Jeg har tit smilet af situationen, hvor en voksen henvender sig til et lille barn og tonelejet stiger en hel oktav. Et forsøg på at indynde sig, som præsenterer det lille menneske for én, hun ikke kan kende stemmen på, når de ses igen. Eller et barn, der henvender sig til sin mor og starter: ”Moooar… ved du hvad, det fordi…”

(Det at jeg her har brugt anbragte børn som eksempel, er kun for at præcisere den Voksnes, Mentorernes og Hjælperens vigtige rolle.)

Dit eget barn er også anbragt i din familie. Medarbejderen er også anbragt i virksomheden. Så hvem er lederen i relationen. Og vil du ledes af en leder, du ikke har en ordentlig og troværdig relation til…?

Som Hjælper er du nødt til at få afklaret, om personen overhovedet er interesseret i en forandring i sit liv, du skal på jagt efter muligheder for at stille spørgsmålstegn ved personens værdigrundlag, hvis din opgave i øvrigt er at skabe forandring som professionel. Og kun gennem en mulig tilladelse til at berøre og beskæftige sig med et værdisæt, vil det være muligt at få dette menneske til at gennemføre, og måske vælge, en mulig forandring.

I det professionelle rum, hvor anbragte børn skal leve med et surrogat af deres forældre, bliver det hele tiden et spørgsmål om at vise dem, hvem du er og hvad du står for. At tilbyde dem din viden og dine rammer, men uden deres tilvalg af nye værdier, vil det aldrig lykkes dig som Hjælper at skabe en varig forandring.

Tilliden til, at du er der for at gøre en reel forskel i deres liv, er en hårfin balance mellem, hvad de tør satse og risikere i forhold til det, du har at tilbyde.

Hjælperen er et tilbud – en mulighed – men det er hendes valg og ikke mit, der afgør om det lykkes.

Men Hjælperen er – via RBL – en pokkers god hjælper, hvis han får lov at få indflydelse.

Og så må jeg herfra væbne mig med professionel og personlig tålmodighed, til jeg bliver inviteret indenfor.

“Den umiddelbare reaktions tilkendegivelse” vil ofte fortælle noget om, hvordan du/i eventuelt sammen kommer videre, og om hvorvidt der overhovedet er interesse i at mødes.

Og tiden herefter kræver, at du nøjes med at vise hvem du er, dit normsæt, værdigrundlag og grænser – og så må du se, om du bliver valgt som den du er og med det du står for.

At indynde sig, at forandre stemme, at undlade reaktioner eller give køb på, hvad du virkelig står for, vil gøre, at du bliver fravalgt på grund af falsk varebetegnelse. Etiketten svarer ikke til indholdet (i øvrigt også det, der er grunden til langt størstedelen af skilsmisser – når det bliver afsløret..)

Du må nøjes med at være dig – og det er i øvrigt også det nemmeste.

Det er klart, at du jo både kan og skal byde ind til dialog og vise at dit tilbud stadig står uændret åbent.

Og så er det jo spændende om du bliver valgt og får tilladelsen.

 

At få tilladelse til at komme indenfor, er den eneste reelle metode til, at få mulighed for at påvirke til varige forandringer hos et andet menneske.

 

Rigtig god fornøjelse.