Gennem mange år har jeg fulgt mennesker i forskellige kriser og pressede situationer, som en del af mit daglige virke. Set menneskers store energi og ønske om forandringer blive sat på prøve af omgivelser og myndigheder, med pres, der for nogle bliver så voldsomt, at de kan gå i sort.

Jeg elsker at fortælle om hende der bliver sendt i byen efter smørrebrød og gik ind i en butik og sagde: “Goddag !” “- Jeg vil gerne bestille 4 stykker med sild, 3 stykker med flæskesteg og 3 stykker med æg og rejer”. Ekspedienten svarer høfligt: “Jeg beklager meget, med det kan desværre ikke lade sig gøre !”, hvorefter kunden undrende spørger: “Hvorfor er det ikke muligt ?”, hvortil ekspedienten svarer roligt: “De befinder Dem i skobutik !”

En flot historie om et menneske der uden forudgående viden, går ind i en tilfældig butik og forsøger at gennemføre det hun er blevet bedt om, men bliver sendt ud igen uden at have opnået nogetsomhelst, andet end at spilde sin egen og ekspedientens tid. Sendt mod et mål uden kvalificeret retningsangivelse.

Det virker ærligtalt lidt dumt det her…, men bare fordi du ved hvor man skal købe smørrebrød, så betyder det jo ikke at alle andre også ved det.

Og havde hun spurgt, “Hvor køber man smørrebrød”, ville hun risikere at blive mødt med himmelvendte øjne og endnu engang måske føle sig dum og utilstrækkelig.

I skolerne møder mange af vores børn og unge, lærere, der ikke har tid til at lytte til den enkeltes spørgsmål og give nye tilpassede svar i rolig dialog, der giver en bekræftelse på at spørgsmålet er besvaret og forstået. Skal mennesker ikke mødes med en forståelse af, at den enkeltes forståelse er individuel og dermed også skal forklares individuelt. Bare fordi 10 har forstået, betyder det ikke at alle 20 har forstået, men at nogle af dem sandsynligvis kræver en lidt anden vinkel for at forståelse indfinder sig. Og går det ikke hurtigt nok, så bliver man ekskluderet og efterladt med et hul eller et ubrugeligt tomt svar.

Når vi skal lære noget nyt, når vi skal forandre vores tilværelse i en eller anden retning, så skal vi ofte have hjælp. Respektfuld hjælp. En hjælp der bliver modtagelig, overkommelig og givet på en måde der kan modtages og forstås af den der har brug for hjælpen.

Det er sagt så mange gange før, at man skal vælge sine kampe med omhu, men vi mangler at vælge vores “eksperter” med omhu.

Eksperter er kun de, der kan se udover deres egen historie og viden, og som er mere interesseret i at finde ud af hvad den enkelte ved og har forstået om sin situation, før der formidles ny viden som derved måske kan forstås og derefter tålmodigt afvente bekræftelsen herpå. Den største omsorg er at lytte, inden der handles.

Sæt tempoet ned – stil gerne krav, men rigtig mange bliver tabt, når hjælpere glemmer at bruge deres lytteudstyr og er mere interesserede i at være værdifulde og høste roser for deres viden og klogskab.

Gå på jagt efter en samfundsforandring ved “at tale sammen” i stedet for “at tale til hinanden.” Og de fleste af dem jeg møder, med behov for hjælp, bliver meget overraskede over hvor meget de faktisk selv kan bidrage med, så der kommer store forandringer. De fleste tilfredsstilles bedst ved selv at gennemføre – og forståelsen for resultatet bliver i top.

Alene det faktum, at mange børn ikke vil række hånden op i timen for at svare eller stille spørgsmål, fordi de er bange for at fremstå dumme, pinlige eller uvidende, vidner om en manglende samfundsmæssig tilladelse til at være nysgerrige… Og hvor skal vi ellers eksperimentere og stille spørgsmål, hvis ikke vi kan lave tusindvis af fejl i skolen.

Jeg synes det er trist, at man ikke helt generelt roses højlydt for selv de mest skøre spørgsmål – Det er jo dem der udfordrer og udvikler vores viden. Og det er ikke for sjov, at vi siger “- Der findes ikke dumme spørgsmål – kun dumme svar…” – Men hvad med at leve efter de vise ord…

Og denne mangel på tilladelse til åbenlys nysgerrighed bringer vi ind i voksenlivet, familien, socialforvalningen, jobcentrene, arbejdspladser og ægteskabet.

Er det den kultur vi ønsker ?

Forandring er lige foran din næsetip.