KAN DU HØRE HVAD JEG TÆNKER ?

Dette Kapitel handler om at blive klar over, hvor stor indflydelse vores egne tanker har på de signaler vi sender til dem vi ønsker at hjælpe, og hvor stor indflydelse vores tanker har på at begrænse eller udvide vores måde at tænke på.

En tankegang kan være så solidt etableret, at det skaber et stærkt incitament til fortsat at vedtage, fastholde eller acceptere tidligere adfærd, valg eller værktøjer  – og dermed bliver det ekstra vigtigt at forstå, hvor ekstremt vigtigt det er, at blive klog på, at få dine egne tanker adskilt fra andres historie, så du kan få et åbent og klart billede af det menneske du er inviteret i dialog med.

At tænke eller udtale andres tanker: Det virker som om at han…, Hun mener nok…, Jeg er sikker på at han tænker på den måde… Jeg tror hun mener…

Udsagn der i mange tilfælde giver et værdiladet afmålt forudindtaget resultat, der indeholder udtalerens resultat, fyldt og “smittet” med alt hvad der måtte være af hangs, tro, trang og liv fra udtaleren/tænkeren selv.

Men hvad er virkeligheden… Vil du have den – høre den… Hvad er du på jagt efter…? Tror du på nysgerrigheden ?

Selv i en valgkamp bliver der brugt millioner på at fortælle hvad andre tænker – og oven i købet forklare det – Med baggrund i en forudindtaget modvilje/vilje og helt naturlig enighed/uenighed… De ved alle hvad modparten tænker og har af planer – helt ned i detaljen og det betragtes ovenikøbet som viden… Men hvilken viden…???

En viden på baggrund af en tankegang de ikke engang kender til eller kommer i nærheden af at tænke… Eller for den sags skyld forstår… Forskelligheden parterne imellem forhindrer ofte muligheden…

Hvad er det der gør, at vi ikke lader ophavets stemme stå til troende – og lader nysgerrigheden stille spørgsmål og lade svaret komme direkte fra ejeren og ophavsmanden af svaret.

Handler dette ikke om hvilke øjne der ser – hvilke følelser der er på spil – hvilket codex der ligger til grund – hvad er grænseværdierne – behovskriterierne – vækstbetingelserne …

Vil du høre det virkelige og hele svar ? Så vil “det virkelige svar” kræve at du skal forholde dig til din uenighed / konflikten / forståelsen…

Det viser sig med al tydelighed, at der er mange forskellige normsæt for hvad god etik og moral er, hvad god og dårlig udvikling er, hvad rigtigt og forkert er. Bare se på et folketing…!, mængden af partier og de individuelle holdninger og fremtoninger…

Selvfølgelig kan der meget ofte findes en række fællesnævnere mellem mennesker, men igen er disse fællesnævnere ofte blevet til fællesnævnere på vidt forskellige baggrunde – og alle har de deres gode grunde til at betragte denne fællesnævner som, en del af det der skaber, et fællesskab med andre. Men detaljen…!!!

Du kan da nok forstå, at vi skal gøre sådan her på denne virksomhed – Og svaret er ofte ” Ja selvfølgelig – det kender og ved jeg godt…”

Men for mig vil det rigtige svar være: “Ja måske, men jeg vil gerne have at du fortæller mig hvad du forstår og hvad du mener der gør at vi skal gøre sådan på denne virksomhed ” – Så er jeg nemlig fri for at gætte – og fri for at påtage mig andres form for forståelse, men kan tilføje mig selv viden og indsigt og mulighed for udvikling, med udgangspunkt i det du ønsker  – til gavn for virksomheden, (familien, børnehaven, alderdomshjemmet og haveforeningen…)

Kan du nu høre hvad jeg tænker – nejda – og du kommer aldrig til det, men du kan spørge mig – og så kan jeg fortælle dig om mine tanker – og jeg garanterer dig, at det er langt sjovere og mindre stressfrembringende at få tingene serveret fra ophavet, i stedet for at forsøge at gætte sig frem – Du vil nemlig sjældent være dygtig nok til at regne det rigtige resultat ud, da der som regel dukker en hel del ubekendte faktorer op undervejs.

Og ja – sandsynlighedsberegningernes tid er bestemt ikke forbi og du er selvfølgelig velkommen til at benytte dig af den metode – det kan ovenikøbet være både vigtigt og godt at gøre – især med økonomi og strategi – godt at lave et budget, men der er nu intet som at se på det rigtige årsregnskab – det taler for sig selv – et faktaskrift .

En mand og kone kører ud af motorvejen.

Konen siger ”Se derinde på tanken kan man få kaffe”

”Ja” siger manden, og kører videre…

Vi kan jo reflektere lidt over denne tekst… Som udgangspunkt er den jo ganske enkel. Konen kommer med en oplysning, og manden modtager denne – intet specielt interessant i det.

Men der er jo mange muligheder i teksten, hvis vi går lidt tættere på. Hvad er det, der gør at konen kommer med den melding ? Det kan jo være, at det rent faktisk er en almindelig oplysning eller det kan være et ønske om at få en kop kaffe. Det kan være et ønske om at hun vil ind på rastepladsen og strække benene, eller i virkeligheden skal på toilettet, men ikke kan lide at sige det… Mange bud, men det er kun konen der kender det rigtige svar…

Og hvis nu ikke manden har ”hørt” hvad hun har ”sagt” kan der opstå en konflikt uden at han egentlig er klar over det…

Lad os nu lave den samme tekst med en lidt anden ordlyd.

En mand og kone kører ud af motorvejen.

Konen siger ”Se der inde kan man få kaffe ! og jeg vil gerne have at du kører derind”

”Nej det vil jeg ikke” siger manden og kører videre.

Skønt ik !!! – for nu ved vi at der er en uenighed og der bliver mulighed for dem begge til at åbne for en ny dialog, hvor afklaring af uenigheden kan igangsættes.

Konen siger ”Hvad er det der gør at du ikke vil køre derind ?”

Manden siger ”Jeg kan mærke, at jeg er inde i en god kørerytme og vil gerne lige vente til den næste tank” ”og så kunne jeg nok også godt drikke en kop kaffe”

Gennem denne dialog bliver uenigheden defineret og det er jo op til parret her at afgøre om dette skaber en enighed og holdningsændring der gør at de begge føler sig tilpas med resultatet…

Men det kan jo også være at mandens svar er ”Jeg er da ligeglad med dig og din kaffe – det er mig der kører”

Ikke noget særlig rart svar umiddelbart… Men set med mine øjne vil jeg rigtig gerne have det svar, hvis det er sådan det er, da det giver mig muligheden for at se den tydelige og klare uenighed, da jeg så ved hvad det er for en konflikt jeg befinder mig i.

Denne lille historie er en af grundstenene i RBL-tankegangen, hvor det skal slås fast med syvtommer søm, at du aldrig kan regne ud, hvad den du taler med tænker.

Du kan selvfølgelig regne nogle svar ud, men du vil altid mangle nuancens afgørende forskel.

Denne grundsten, skal få dig til at dyrke nysgerrighedens værktøj, så du får det hele med.

HOLD MUND ! – Og hør efter !

Mange mennesker oplever, at de i en samtale får afsluttet deres sætninger af lytteren – at lytteren sætter ord, farver, fornemmelser eller følelser ind for at vise deres deltagelse eller måske for at bekræfte at de er aktivt lyttende.

Hvis du forestiller dig at du er ved at aflevere en sætning til din ven, hvor du vil udtrykke dig klart og tydeligt, hvor du vil finde det helt rigtige udtryk, der i allerhøjeste grad og på fineste vis nagler og præciserer din følelse eller holdning, hvor du er nødt til at tænke dig ekstra godt om og leder lidt efter det rigtige ord eller formulering…. Og straks der dukker denne lille tænkepause op, så bryder din ven – der har iagttaget dig nøje – ind med et “hjælpende” “ord”, der på ingen måde er fyldestgørende eller relevant, hvorefter at du straks bliver nødt til at forklare at det ikke er det du mener og skal derefter til at samle op og finde tilbage til dine oprindelige tanker og vil naturligt i dette øjeblik opdage at fokus ikke er lige så klart som det var ved at blive, inden du skulle til at udrede misforståelse.

Både han og du misser “pointen”.

Det “hjælpsomme” bliver en misviser og forstyrrelse, der besværliggør og ødelægger den præcise aflevering.

Den største hjælp ville have været tålmodighed, tavshed, og mussestille forventning. Men i stedet bliver det en forstyrrende tilføjelse, der besværliggør aflevering af den vigtige historie.

I 2012 skrev jeg bogen “Hold nu kæft !!! – Og hør efter!”, fordi mine klienter med al tydelighed har vist mig at den vigtigste ingrediens i samtalens kunst er, at kunne lytte. Bum.

Og de største øjeblikke, og de stærkeste pointer, ligger i det øjeblik, hvor det fortællende menneske får plads og tid til at aflevere tingene og ordene på sin helt egen måde. I det øjeblik, hvor det er tydeligt, at det er hendes historie det handler om – og ikke en historie som jeg prøver at forme med min deltagelse og gøre til min.

At jeg fastholder først at forstå hvad hun forstår, tænker eller føler og ikke forsøger at have travlt med at rette det der siges til, til min historie og selvforståelse, men passer på ikke at forsøge at være bedrevidende, men derimod anerkende den enkeltes egen historie og måske derefter bidrage – hvis det ønskes. Men hvis jeg herefter bidrager er det på baggrund af den fuldstændige og ægte historie i sin helhed  uden filter og støj, der er blevet synlig gjort for næsen af mig.

Det betyder ikke at du ikke må tilkendegive og udtrykke dig i samtalen, men det betyder at “frustreret” ikke kan erstattes med “vred”, at “sød” ikke er det samme som “sødlig” og at “rød” er mange forskellige farver afhængig af de øjne der ser…

Så derfor skal du sørge for at huske, at du har 2 ører – og 1 mund – og at disse skal bruges i det nævnte forhold (- Og det ved jeg godt er en gammel floskel, men den passer i meget høj grad).

Lyt dobbelt så meget som du taler, hvis du vil være hjælpsom og have sandheden – uanset om du bryder dig om den eller ej.

Der er ikke nogle der kan høre hvad andre tænker – Det er muligt at have en formodning, men det viser sig i langt størsteparten af alle tilfælde, at der som et minimum er nuancen til forskel – og det er den store forskel.

Ps. Hvis du kender den rigtige og fuldstændige historie, så er det lang mere sikkert at du kan bidrage med det rigtige værktøj – der er jo f.eks meget stor forskel på en hammer og en sav.