HVAD ER HJÆLP !

 

Hvad er hjælp ? Hvad er succes ? Hvordan opnås “det gode resultat” ?

Når mennesker har brug for hjælp, er det som regel fordi der foregår noget, i et mønster, der udløser en fejl, alarm, problematik o.l.

Min påstand er, at det som regel er sådan, at dem “der har ekstremt meget brug for hjælp”, bare endnu ikke har fundet den hjælp eller Hjælper de har brug for, til at bryde et mønster.

Som tryllekunstneren, der står med sine stålringe, som han uden besvær kan sætte sammen og skille ad igen, kan vi med al logik regne ud, at der må være en åbning i ringen, men det betyder jo ikke, at vi kan få øje på denne åbning.

Jagten på den rigtige hjælp er endnu ikke afsluttet.

Og lur mig, om ikke de fleste, med et stort behov for hjælp, ikke selv allerede har en særdeles god indsigt i, hvad det er de har brug for, men at det som regel er de ekstra øjne og ører, der kan inspirere til at finde hullet i “trylleringen” eller skaber en opmærksomhed på nogle punkter, som kan være med til at få problemholderen til at løse sin udfordring.

Det er derfor, at lytteapparatet og nysgerrigheden er den allervigtigste ingrediens i Hjælperens funktion.

Jeg er af den overbevisning, at vi i den psykiske og mentale verden ikke kan forandre noget for nogen, men at vi måske kan bidrage til (hvis vi får lov), at et menneske selv forandrer noget, der medfører et andet resultat end tidligere.

Vi skal, med andre ord, ikke gøre noget “for” andre, men meget gerne gøre noget “sammen” med dem – vise dem en vej, få dem til at lede efter og få øje på en vej, som de måske endnu ikke har set, men de skal “selv” gennemføre og beslutte deres egne specifikke forandringer til mønsterbrydningen når de skal følge deres vej.

“Det er ganske simpelt ikke muligt at leve andres liv – kun sit eget – og da alle har forskellige forudsætninger, så betyder det, at vi ikke kan overføre vores erfaring direkte til et andet menneske.”

Når vi husker og respekterer denne grundlæggende forskel, vil vores styrke som tilvalgt Hjælper forøges og samtidig give plads til, at problemholderen kan eksperimentere i vores nærhed og føle sig tryg, da han jo ved, at vi i nogen grad måske kan overtage, hvis det nu skulle vise sig, at det han selv gør, er ved at gå helt galt.

Der er næsten sikkerhed for succes, med Hjælperen på sidelinjen.

Der er uhyggelig mange, der har forsøgt at få deres liv til at fungere i mange år, uden at det er lykkedes, men hvis jeg kan opbygge en tilladelse, til at få adgang til deres tanker, om hvordan det enkelte menneske virkelig ønsker sit liv, så vil der være en mængde spændende og overraskende opdagelser af, at der er masser af muligheder for forandringer til det bedre, hvis jeg som Hjælper tillader, at dette menneskes ønsker og tanker, høres og respekteres og at jeg med respektfuld deltagelse måske kan inspirere til disse forandringer.

Det betyder jo ikke nødvendigvis, at jeg er enig – eller at alt kan lade sig gøre – men jeg vil skrive under på, at der altid vil kunne etableres succes efter succes, ved at jeg byder ind med, hvad jeg oplever i den relation jeg står midt i og dermed kan spejle og inspirere til, at betragte sig selv og sit liv.

Som regel er det, du ser, hører, observerer eller møder hos et menneske du beskæftiger dig med eller lever sammen med, tæt på at være præcis det samme som alle andre ser, møder og observerer.

Hvad ser du…? Det er det helt grundlæggende spørgsmål som Hjælper.

Og skulle du misse den aktuelle lejlighed (lige det øjeblik hvor dét du observerer sker), til at gøre opmærksom på din observation, kan du roligt læne dig tilbage og vente på, at en lignende, eller tilsvarende, situation vil opstå igen, for sådan er det med mennesker og mønstre.

Det skal dog understreges igen og igen, at dine tilkendegivelser over for andre mennesker kræver en tilladelse til aflevering. Du har ikke automatisk tilladelse til deltagelse uanset genetisk, venskabelig eller kollegial tilknytning. Jeg tager dog forbehold for situationer med børn, da vi som voksne har pligt til at gribe ind for forældre eller pårørende.

(Og selvfølgelig findes der muligheden for, at anvende principperne i arbejdet med “Det nuværende øjeblik” og “Tilbage til rummet” som jeg fortæller om andetsteds.)

 

Lidt statements om Hjælperens forudsætninger, blot for at sætte tingene lidt i perspektiv. 

Dialoger med beboere/medmennesker/klienter/børn etc., bør være meget koncentreret om din personlige tilstedeværelse og betinger nærværet i det relationelle møde.

Jeg bliver meget trist, når jeg møder en pædagog, der siger til et barn eller en ung: ”Jeg skal nok være der for dig – hele vejen.”

Sådan en udtalelse er ofte den direkte årsag til endnu et svigt i barnets liv.

Og det er både børn, unge og nuværende voksne, tidligere anbragte, der har fortalt mig om dette voldsomme svigt, der gentages den ene gang efter den anden.

Jeg bliver trist over, at sandheden om pædagogens/lærerens arbejde ikke får lov til, at stå lysende klart for barnet.

Pædagogen er et surrogat, han er der kun til låns som en erstatning for noget barnet aldrig har haft eller kan få. Jeg forlanger, af mine kollegaer, at de ikke forsøger at kammeratisere deres forhold til barnet eller den unge, men sørger for, at være ærlige i deres udspil, hvor det meddeles, at de er mulige Hjælpere, i den periode de befinder sig i lige nu, og at vi kan følges ad på denne del af samme livslinje. Og her kan man så opfordre den unge til at benytte sig af det tilbud, der er tilgængeligt indtil jeres veje måske skilles. Det forhindrer ikke kedafdetheden ved afslutningen, men det er ikke et svigt, da relationen bygger på det faktum, at det er en professionel relation, der kan ophøre af mange forskellige årsager som jobskifte, fyring etc., og selvfølgelig kan det også være afslutningen, hvor det er “mission completed” og livet leves videre ude på den anden side af forandringerne.  

 

At være pædagogisk uddannet betyder ikke, at du som medarbejder, fagperson, leder eller forælder, indeholder de relationskompetencer, der skal til, for at møde et andet menneske på en måde, der åbner for mulighederne til forandring – eller “mønsterbrydning”, der jo er det populære udtryk for essensen af det arbejde vi ofte gerne vil etablere.

Det kræver en personlig indre ro og kontrol, med menneskelige kvaliteter, som kræver en stor mængde af egen-terapeutisk indsigt og en gennemgående skarphed i mødet med modstand, et personligt afklaret ”Jeg”. At kunne få øje på de meget små, men afgørende detaljer, det enkelte ord, det lille blink, den korte pause og mavens fornemmelse af øjeblikket. Nysgerrighed, der aldrig stopper eller slipper op.

Vi skal have den største tålmodighed på den lange bane, hvor vi kan testes den ene gang efter den anden – og en gang til og én gang til – og stadig stå nøjagtig samme sted og stadig kunne magte, at byde indenfor til dialog, om troværdighed og ærlige ønsker, om forandring af livsvigtig betydning, for det menneske, der har brug for hjælpen.

 

Som udgangspunkt skal en Hjælper, tage udgangspunkt i følgende hjælpefilosofi.

Lige meget hvad… – Hans historie er altid bedre end din – det er kun dem, og dem alene, der kan fortælle den sandfærdige historie om, hvor de er henne i netop dette nuværende øjeblik – et øjeblik der aldrig kommer tilbage – det øjeblik skal vi som Hjælper kunne gribe, og komme tilbage til, i det omfang der er brug for det.

Når jeg bruger så kraftigt et udtryk, som: ”Lige meget hvad – Hans historie er ALTID bedre end din…!”, så handler det om, at jeg i et væld af samtaler, jeg har overværet, både ser og hører et gennemgående ønske om, at kunne respondere værdifuldt og hjælpsomt på de fortællinger og problemer dette menneske kommer frem med. Det er vigtigst af alt, at du først og fremmest forstår hvad han forstår !

Ønsket om, at være “hjælpsom og værdifuld”, bliver for ofte udtrykt, gennem fortælling om egne erfaringer, oplevelser og lignende tilstande som Hjælperen kan byde ind med.

Der bliver ofte brugt meget krudt på at vise ”at jeg selv har været lige dér hvor du er nu, så du kan roligt lytte til min erfaring og lade mig hjælpe dig med dine overvejelser og tanker.”

Det vil selvfølgelig være interessant for nogle, at høre din historie og den vil også være hjælpsom for nogle…., men – Jeg mener dog, at der ofte vil være en anden og mere givtig vej at gå…

Vent til du er blevet bedt om, eller har fået lov til at komme på banen med din historie…

At blive budt indenfor i en dialog er afgørende for, om du får mulighed for indflydelse – om du overhovedet vil blive betragtet som “Hjælper” eller om du blot bliver støj på hans vej.

Fra det øjeblik hvor et andet menneske starter en fortælling fra sit liv, der indeholder én eller anden form for spidsfindighed eller problematik, så bliver Hjælperens fornemmeste opgave, noget så svært, og dog så simpelt, som at være lytter, aktiv lytter, engageret lytter. Hvor det skal fremgå uhyre tydeligt, at jeg med hele min krop og mit ansigt giver udtryk for to vigtige ting:

For det første, at jeg skal vise min parathed til at tage imod, hvad der end måtte kommer og at fortælleren kan være ganske rolig for, at jeg nok skal sige til, hvis jeg ikke kan tåle at høre mere.

Og for det andet at jeg skal vise at jeg rent faktisk reflekterer over hvad det er der bliver sagt, ved at jeg i konkrete situationer tillader mig selv at vise personlig med-leven.

F.eks. “Av, hvor må det have gjort ondt” – “øv, det lyder ikke rart” – “det virker som om du er ret tilfreds med den beslutning”, “fortæl noget mere”…

Eller, hvis der er noget du ikke helt forstår, så være klar til at stille opklarende spørgsmål ved f.eks at sige: “Det du lige har sagt, kan du uddybe det “.

Det er ultra vigtigt ikke at tilføre samtalen en ekstra dimension, farve eller følelse, da en hvilken som helst tolkning, vil være dræbende for den fortsatte samtale – Undgå for enhver pris at gætte om noget som helst – Det vil blot skabe misforståelser og skabe en situation, hvor fortælleren skal forklare eller bortforklare, og hvor der opstår modstand eller at han taber tråden. Hans farve er altid den rigtige, så lad være at forstyrre hans tankegang, men grib gerne til afklaring når der er god plads til det. Og lad være at benytte dig af huller i fortællingen til at bryde ind – hold mund og vent til pladsen bliver overdraget til dig.

Eks. Udsagn: ”Hold da op hvor blev jeg vred da hun gjorde sådan”. Respons: ”Jeg ville da godt nok også blive ked af det, hvis der var en der gjorde sådan ved mig” – ofte vil reaktionen nu bevæge sig hen til en forklarende forsvarende udtalelse: ”Altså jeg ved ikke lige om jeg blev ked af det eller…”. Fortælleren sagde “vred” – altså er det vred og ikke ked af.

I det øjeblik jeg skifter en farve ud, udskifter ”vred” med ”ked af” i den palet, der bliver serveret for mig, vil jeg komme til at ændre den andens historie, hvilket flytter på den virkelighed, som den anden oplever og vil formidle til mig.

For mig er det hensigtsmæssige, at det tætteste jeg kan komme, er at sige: ”Så du blev altså vred..?” Det kan give anledning til, at fortælleren kan ændre sin historie, hvis hans egen refleksion giver anledning hertil.

Enhver anden ”farve”, som jeg som Hjælper måtte indeholde, i forhold til min betragtning af historien/beretningen, kan under ingen omstændigheder komme frem, medmindre at jeg bliver ”bedt om” eller ”får tilladelse til” at fremføre denne tolkning. Og det kan bestemt være hensigtsmæssigt, hvis du opdager at det kunne være en mulighed, men kan ikke formidles før der er åbnet for næste fase af dialogen.

Uden tilladelse, vil alle udsagn være forstyrrende og slørende elementer, der vil misfarve fortællingen – du vil miste muligheden for at få den helt personlige umiddelbare fortælling. Og du ville ikke være tro mod ideen om, først og fremmest at forstå hvad den anden forstår.

Jeg er af den helt klare opfattelse, at du aldrig vil være i stand til at gætte eller forestille dig hvad den anden tænker. Men din nysgerrighed kan bringe dig tættere på.

Chancen for at tage fejl er mere end stor – Det er derfor jeg anbefaler ”Hold mund ! – og hør efter !!!”

Og husk også, at i nogle tilfælde vil fortællingen måske være et foreløbigt ”skalkeskjul” for at føre dig hen til den endelige hensigt eller problematik – og den historie vil du aldrig nå at opleve, hvis ikke du som lytter gennemfører at give plads til processen for fortælleren…

Den arbejdsmæssige konstante koncentration, skal trænes og øves i udpræget grad for at opnå de resultater, som Hjælperen skal være på konstant jagt efter for at blive rigtig dygtig.

Det handler om en ægte nysgerrighed og forskerlyst i relationers betydning og muligheder.

Og slutresultatet for problemholderen eller mønsterbryderen må meget gerne være: ”Jeg er stolt over, at jeg gjorde det selv !!! – men jeg gjorde det ikke alene”.