HVAD & HVORDAN ER HJÆLPERENS ROLLE

 

Det er forbudt at kigge frem på andres historie eller vegne.

Hjælperen er et periodisk livsvidne.

Pagten om at være observatør skal være indgået.

Det er positivt at opdage en forhindring.

Forbered dig aldrig på at gå ind ad døren som Hjælper og tro, at du ved, hvad du skal levere.

“Jeg er af den opfattelse, at jeg kan kvæle et andet menneske i omsorg. At kvæle i omsorg, skaber kun hjælpeløshed og mennesker uden arme og ben…”

” Hjælp er ikke noget du får – Hjælp er noget du tager og bruger.”

 

Som udgangspunkt er jeg nødt til at møde et hjælpsøgende menneske med følgende holdning:

“Hvis jeg skal gøre en forskel af betydning for dig, så har jeg brug for tid til at kvalificere mig til at blive din hjælper, og kun hvis du ønsker min deltagelse.”

(Det betyder jo ikke nødvendigvis, at jeg skal gøre ting for klienten… Det kan jo være at klientens hjælpebehov er langt mere nuanceret og af psykologisk karakter eller, eller, eller…)

Det er vigtigt at vide og forstå, at det er ikke alle, der ønsker din hjælp, uanset om du synes, at han har brug for hjælpen eller ej.

Jeg skal møde dem respektfuldt som værdige, ligeværdige og værdifulde mennesker. Enestående mennesker, der som hovedregel kun kan og vil modtage, ved medspil og anerkendelse, hvor jeg “går med” den nødvendige smerte og eventuelle modstand.

Det handler om at være til stede med mine to ører og én mund – og de to dele skal bruges i nævnte forhold. Jeg skal iklæde mig nysgerrighed og opmærksomhed og gå på jagt efter hans ønsker og behov.

 

Selv voksne kan jo være en slags forældreløse børn…

Og dette kan betyde, at de vil fortsætte med at finde forældreerstatning – Men som Hjælper for voksne kræver det, at du stiller op til det, de rent faktisk har brug for.

Hjælper dem til at tage lederskab i deres eget liv. At du inspirerer og motiverer.

Her duer bedreviden ikke… Her nytter det ikke at føre samtaler uden hensigt – Det nytter heller ikke at tale til et menneske som om, denne person skal være en anden end den hun faktuelt er.

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på følgende citat:

 

Hjælpekunsten.

At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der.

Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst og enhver, der ikke kan det, er selv en indbildning, når han mener at kunne hjælpe andre.

For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end han, men dog først og fremmest forstå det, han forstår.

Når jeg ikke gør det, så hjælper merforståelse ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min merforståelse gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt – at jeg i grunden i stedet for at gavne ham – egentlig vil beundres af ham, men al sand hjælp begynder med en ydmygelse.

Hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe og derved forstå, at det at hjælpe, ikke er at herske, men at tjene – at det at hjælpe, ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste – at det at hjælpe er villighed til, indtil videre, at finde sig i at have uret og ikke forstå hvad den anden forstår.

Citat af Søren Kierkegaard.

 

Vi kan alle have brug for hjælp undervejs i vores liv og det kan være svært, at bede om hjælp, men det ændrer ikke på at hjælpebehovet eksisterer.

Voksne har i flere generationer lært, at det er pinligt eller nedværdigende, at fejle, men samtidig også, at det er ligeså pinligt og nedværdigende, at bede om hjælp. Efter min opfattelse både dumt og ærgerligt.

 

Et lille historie om hjælp fra en log på en institution.

BC skriver:

Kontaktede D da jeg ikke havde hørt en lyd fra hende hele dage..

Hun plejer lige at skrive ”hej” eller noget, så jeg blev lidt bekymret, da jeg intet havde hørt og gav hende derfor lige et besøg.

Hun blev glad og vi lavede lidt sjov i vores samtale, hyggede og tog afsted igen.

Det lyder til, at hendes humør er vendt tilbage. Det er bare dejligt.

 

Er det så en “succes” som hjælper ?

Kommentar til BC – “Lykkedes det dig at finde ud af, hvad der gjorde hende glad og eventuelt, hvad der skal til for at humøret fortsætter…? ;-)”

Når jeg skriver dette, så er det for at skærpe den professionelle Hjælper i, at være konstant på jagt efter klientens egne livsønsker og mulige betingelser for udvikling og proces.
Jeg ser det rent faktisk ikke som en kvalitet, at der konstateres, at hendes gode humør er vendt tilbage, og at det bare er dejligt. Det hele handler om at finde ud af hvad der skal til for at tilpasheden fortsætter.

Det jeg nogle gange frygter – og oplever, er, at denne form for konstatering indsætter en form for mentalt “stop op” hos Hjælperen og at denne umiddelbare tilfredshed, tilfredsstiller Hjælperen i lige så høj grad som den umiddelbare tilfredshedsrus hos klienten.

Det virker som en form for alibi, for at have nået et mål, når ”glæden” er til stede, men ”glæden” er ikke målet for Hjælperen.

Målet store overordnede mål er en bevarelse af klientens glæde og dennes egen konstruktion af en proces, der kan bringe hende frem til netop denne vigtige og dejlige tilstand, igen og igen og igen…!

Dét er Hjælperens mål !!!

Det må bestemt være dejligt for hende, men hvad skal klienten gøre for at bevare den tilstand – Det er den jagt en Hjælper skal blive nysgerrig efter.

 

Men hjælperollen har ikke de bedste kår og samtidig er meget ”hjælp”, i mange tilfælde, meget tættere på ”bjørnetjenester” og ”omsorgssvigt” end hjælp.

Jeg gentager: Jeg ser at det enkelte menneske fratages muligheden for at skabe sin egen succes – eller fiasko – udelukkende på baggrund af misforstået hjælp – Bjørnehjælp !!!

Hjælperne rækker den ene hjælpehånd frem efter den anden, og dem der har brug for hjælp tager fint imod hånden og det stykke værktøj de bliver rakt.

Det skræmmende er, at det værktøj, som rigtig mange af dem modtager, sætter de fra sig og undlader at bruge, hvorefter de igen siger, at de ikke kan lykkes.

Endnu nogle eksperter mobiliseres og finder frem til, at det stadig er det samme værktøj, der skal bruges.

Hjælperne rækker værktøjet frem, og klienterne modtager igen det værktøj der skal bruges. Og den samme historie gentager sig.

” Hjælp er ikke noget du får – Hjælp er noget du tager og bruger.”

Et af de gennemgående problemer jeg har observeret i forhold til for eksempel de unge og dem vi kalder de langtidsledige, er at jobkonsulenterne og sagsbehandlere, sidder med et uhyggeligt problem, da mange af de langtidsledige og unge har alle de gode kort på hånden.

Ganske simpelt fordi deres behov for flere penge, end dem de kan oppebære ved overførselsindkomsten, ikke er til stede.

De klarer sig glimrende for dette beløb og har lært at få det hele til at fungere på denne vis. Og hvis han eller hun skal gøre noget andet end det, så skal der jo være skabt et behov, være et incitament til at det skal være anderledes end det de rent faktisk lever i.

Alle kan jo med deres hjerne høre, at man skal arbejde og sørge for sig selv, det er vigtigt at få en uddannelse, at det giver frihed at tjene penge, være en deltagende samfundsborger der bidrager til fællesskabet osv.

Så når sagsbehandlere og konsulenter stiller deres krav om deltagelse, vil mange jo sige ja til alle mulige aktiveringsprojekter, men kun for at kunne blive i deres vante rammer, de opfylder sagsbehandlerens betingelser et stykke ad vejen.

Men pludselig kommer de ikke op, kommer for sent, bliver syge og så kan sagsbehandleren jo nok se, at de ikke kan klare så meget. Der vil opstå sygdomme, der vil opstå psykiske skavanker oma.

Men helt seriøst, så er alle de fine intentioner, der tales om, udelukkende sagsbehandlernes opfattelse af livsværdier om behov, tilfredsstillelse og samfundsånd.

De påstår, at det giver frihed at arbejde – flot, men når jeg tænker på, at pengene bliver sat ind på kontoen hver den første og de har fri fra kl. 00 til 24 hver dag.

Der er da ikke nogen, der har en større frihed end dem…!

Og jeg har hørt den ene efter den anden fortælle mig åbenlyst, at de da ikke gider lave noget, da de har krav på hjælp og i øvrigt klarer sig fint for de penge de får: ”Kommunen skal da bare give mig ”mine” penge”.

Og for at forandre på denne tendens eller holdning til livet, så skal en jobkonsulent ikke arbejde med arbejdspladstilpasning, men med menneskelige faktorer og vurderinger, socialisering og ansvarsoverdragelse.

“Du får ikke flere penge fra det offentlige” vil blive resultatet, hvis du ikke er i arbejde inden en given dato.

Det kan jo for nogle betyde at de får lavet om på sætningen, “Jeg har ikke lyst til at arbejde, men jeg har brug for at arbejde, for at få mad på bordet” og for nogle vil det betyde, at de bliver sat ud af deres bolig, at de forbliver arbejdsløse og lever af hvad de kan finde i skraldespande eller tigger sig til i løbet af dagen.

Og så bliver det ved med at være “Jeg har ikke lyst til at arbejde” – og dog – så bliver det jo et arbejde i sig selv, at skaffe sig de daglige fornødenheder.

Og hvis behov er det vi taler om ? – Er det hans eller mit behov ?

Selvfølgelig er der en provokation i min måde at skrive ovenstående på – og der skal ikke herske tvivl om, at jeg forventer at man fagligt tager sig grundigere af at udrede og undersøge det enkelte menneskes muligheder og kompetencer inden man igangsætter de voldsomme konsekvenser. Men med det offentliges menneskesyn og manglende menneskelighed og indsigt, med fastlåste paragrafrytteri, bureaukrati og skrankepaveri, så har det selvfølgelig ikke den store gang på jord at tænke i den bane.

 

Ud fra de gældende samfundsmæssige normer, er det ikke tilladt at “gå i hundene”, men er det dit eller mit liv vi taler om ?

Jeg kan ikke bestemme, hvilke normer og betingelser, der ligger til grund for det enkelte menneskes livsopfattelse. Dog vil jeg påpege, at landets love selvfølgelig skal overholdes og jeg vil selvfølgelig ikke anerkende vold, tyveri, mord osv. som en mulighed i min grundlæggende opfattelse af, at livet er den enkeltes eget valg – Men jeg vil dog anerkende, at egen død kan være et personligt valg.

Så følgende udsagn mener jeg skal fremprovokeres i respekt for det enkelte menneske – “Jeg har ikke lyst til at arbejde og jeg er klar til at tage mit personlige ansvar for at leve på den måde jeg synes jeg har brug for og jeg tager konsekvensen heraf.” 

Jeg finder det yderst problematisk, at hjælpere og eksperter bliver ved, at række det samme værktøj frem, den ene gang efter den anden, og at det samme resultat opnås hver eneste gang.

Som sagt, så mange gange før, kan vi stille det sædvanlig spørgsmål ”Hvis vi gør mere af det, der ikke virker, virker det så bedre…????”

Og det sædvanlige, selvfølgelige, svar kommer promte: ”Nej, det gør det ikke…!”

Men hvorfor så denne evindelige gentagelse ?

 

” Hjælp er ikke noget du får – Hjælp er noget du tager og bruger.”

 

Der er mange opgaver, hvor en hel masse mennesker og fagfolk er involveret i et redningsprojekt for et menneske, der ikke kan finde ro eller plads i livet. Et menneske der på mange måder, må siges at være mislykket med en del af livet.

Så jeg vil tage en sådan historie som udgangspunkt.

Jeg mener, at det grundlæggende er vigtigt, at det tilbud vi sammen skal skrue sammen, til et mennesker, som har et behov for hjælp, er af en sådan karakter, at det efter min mening, indeholder nogenlunde det følgende udgangspunkt.

”Vi kan stort set ikke hjælpe dig på anden måde, end ved at give dig en seng, en stol og et bord med tag over hovedet, en ramme, nogle grænser, både fysisk og psykisk, som vi stiller til din rådighed.”

”Du må selv tage eller påtage dig ansvaret, for deltagelse og aktivitet i dit liv, og så lad os se, hvad vi kan nå sammen – Du skal gøre det selv, men ikke nødvendigvis alene.”

Hvis ikke den du ønsker at være hjælper eller leder for, kan indgå fuldt og helt i dette udgangspunkt, så vil du efter min overbevisning ikke kunne lykkes med dit forehavende, hvis dette menneske skal lave forandringer af varig karakter.

Det er naturligvis vigtigt, at der er undersøgt og afklaret, hvilke livsbetingelser, der skal til for at der med rimelighed kan forventes en ramme, som kan skabe en succes.

Alle, indkaldte tilgængelige eksperter, skal være enige i de grundlæggende rammer, som stilles til rådighed.

Og det er i orden, at disse rammer skal være revurderet et antal gange, hvis der kan konstateres andre betingelser eller væsentlige forandringer. At der tjekkes nøje for fejl eller mangler.

Og sidst men ikke mindst, som det allervigtigste, skal klienten være parat til, at melde sig klar til at påbegynde udviklingen, processen, udfordringen.

Der skal tydeliggøres, at den proces, der nu skal startes, på ingen måde bliver den lette løsning, da det bliver klientens opgave, at påtage sig alle opgaver – uden undtagelse – i takt med, at det bliver en mulighed, at have og beherske færdighederne til den enkelte opgave.

Hvis det kan konstateres, at klienten kan, så skal klienten.

Hvis ikke klienten gør ”det han kan”, så handler det om ”ikke at ville”.

Hvad er det der stopper, hæmmer eller forhindrer bliver derfor det selvfølgeligste vigtigste næste nysgerrighedsområde.

 

Jeg er, med andre ord, af den opfattelse, at hvis du skal være Hjælper/Leder, så er der nødt til at være aftaler, der kan holde fra første øjeblik – og hvis aftalen ikke overholdes, så er der noget galt med aftalen – og ikke det, at aftalen ikke blev overholdt.

Det bør du, som Leder i relationen, tage som et vink med en vognstang om, at du ikke har hørt ordentligt efter og at der fortsat er uafklarede udfordringer eller usagte ting i relationen.

Jeres “fælles” udgangspunkt, har åbenbart ikke været fælles. Der er forhold i aftalen, der er overset, som ikke har været med på banen i aftalens indgåelse – og konkret er relationen måske ikke åben nok, til at detaljerne kommer med – ELLER, og det er vigtigt – der er muligvis opdaget en ny vinkel, som giver mere materiale i relationen at arbejde med. Så det, at aftalen ikke blev gennemført, er ikke nødvendigvis noget skidt, men blot en ny oplysning, der skal tages alvorligt og i betragtning. Denne opdagelse skal udløse aktivt lederskab.

Efterhånden som disse vinkler er afdækket og der er ryddet op i klientens aftalegrundlag, skal det tydeliggøres, at aftalerne rent faktisk ikke er indgået med Hjælperen/Lederen, men at aftalerne er indgået af klienten, med klienten selv, med det formål at forandre klientens forhold vedvarende fremadrettet. Det er klientens liv det handler om og ikke Hjælperens. Hjælperen skal ikke være en vedvarende del af klientens liv.

Det skal præciseres, at det er klientens aftale med sig selv, der er den vigtigste ingrediens.

Historien handler om at lykkes og jagte sin egen succes.

Denne evaluerende proces må meget gerne foregå løbende og gentages.

 

Grundlæggende er det en metode og et værktøj til at blive tydelig og præcis i forholdet til de mennesker vi omgiver os med. Det behøver overhovedet ikke at handle om en klient, for det kan sagtens være vores børn, ægtefælle, venner, medarbejdere, kolleger, kunder… etc. Et værktøj der på samme tid definerer, eliminerer og håndterer konflikter på en rigtig god, effektiv og ordentlig måde. Det er ”klientens” liv og ikke Hjælperens det hele handler om.

Viden om relationens betydning har mange retninger, men det jeg vil forvente af en Hjælper, handler om at bruge sig selv, fuldt og helt, og på en måde, hvor Hjælperen altid vil føle sig tilpas med sig selv, er autentisk og samtidig skal kunne behandle sine medmennesker med en respekt og ordentlighed, som både de og vi, med rimelighed kan og må forvente.

Hjælperen skal være til stede fuldt og helt, med nysgerrigheden og den umiddelbare reaktions tilkendegivelse som ledsager. Fra start til slut.

 

” Hjælp er ikke noget du får – Hjælp er noget du tager og bruger.”

 

Det er stadig trist, at sagsbehandlere og kommuner i meget vid udstrækning tillader at mennesker, når de ikke længere synes de magter at følge aftalerne som de hele tiden har ment var de rigtige, får lov til at sige ”Nej” og afvise det tilbud som alle eksperter er enige om, er det rigtige – og som klienten også selv har været med til at anerkende som de nødvendige og rigtige beslutninger.

Når klienten meddeler sit ”Nej”, er det som regel på det tidspunkt hvor det er super svært og markant udfordrende at tage de sidste absolut nødvendige væsentlige skridt – og tidspunktet, hvor der virkelig skal holdes fast (med djævlens vold og magt) i den forandring, de lige har haft oplevet var rigtig fantastisk, hvor hun lige har oplevet og udtalt, at det aldrig, aldrig nogensinde har været bedre tidligere i livet og så pludselig bliver usikker og bange for det nye stærkere jeg, så skulle til at tage det fulde ansvar…

Men her sker der så det voldsomt svære, at tankerne rammer klienten: ”Hvad nu hvis jeg lykkes med mit forehavende, hvad bliver der så af yderligere nye forandringer, hvad skal jeg til at sige goddag til, og hvad skal jeg sige farvel til…?” Fremtiden bliver mere end almindeligt angstprovokerende og angsten for alt det nye, skaber et ønske om at flygte tilbage til det kendte land, som jo ofte har eksisteret i rigtig mange år, hvor der dog, på trods af de uheldige livsbetingelser, er kendte og på forhånd definerede spilleregler.

Men ændrer det på, at klienten er i gang med det rigtige? Ændrer det på, at hele ekspertpanelets udtalelser stadig gælder? Ændrer det på, at klienten har fået det tilbud som med rimelighed kan siges at være det rigtige ??? Hvor blev resurserne til den sidste del af rejsen mon af ? Er der virkelig ikke råd til den ?

Og selvfølgelig sidst men ikke mindst – Ændrer det på, at ethvert menneske har sin ret, til at melde sig ud og meddele et ”Nej Tak ! – Jeg tager selv ansvaret herfra”. Det er jo den reelle konsekvens af at sige ”Nej Tak!”…!!!

Skal et nejtak ikke respekteres og følges og med rimelighed udløse en for konsekvens, hvor klientens valg respekteres og øvrigheden trækker sig værdigt tilbage ?

Men straks, efter det afgivne ”Nej”, sætter sagsbehandlere gang i endnu en opgave. Vi skal jo hjælpe, vi har jo pligt til at hjælpe… Men hvad blev der af det afgivne ”Nej” ?

Der sættes gang i at finde endnu et nyt tilbud, der, sjovt nok, indeholder præcis det samme tilbud – blot med andre aktører.

Men…. Det rigtige tilbud er jo allerede givet og prøvet…!

Og som begrundelse eller alibi, siges der, at det jo kunne være, at det var fordi, at relationen til klienten ikke var i top. Men tænk at Hjælperne er så svage, at de ikke kan gå med klientens ubehag og hjælpe ham til at forstå og mærke, at det jo netop er lige nu, at de store forandringer er ved at tage form. Være til stede i frustrationen, konflikten, sorgen og angsten…

 

Min pointe er, at det jo netop ikke har nogen seriøs betydning, hvem der er Hjælper, da det jo er klientens liv det handler om og ikke Hjælpernes.

Som regel er det da også sådan, at klienten selv udtrykker, at der jo ikke er noget i vejen med Hjælperne, men at han bare ikke magter mere – at han vil have en ”anden” hjælp…  (hvor egen smerte og indsats fjernes)

Jeg spørger bare, hvilken ”anden hjælp” skal vi nu til at tale om…?

Hvis Hjælperne gør deres arbejde ordentligt, så skal klienten også føle sig presset, da forandringer kræver både mod og smerte, tumult og angst, frustration og vrede og alt hvad du i øvrigt selv kan komme i tanke om og lige præcis alt det skal en Hjælper kunne hjælpe med.

Og husk også sejrens rus, glædens tilbagevenden, overraskelserne, undren og skønhed, der jo blot er nogle få ingredienser i forbindelse med sjælens oprydning i kaos.

Hjælpernes arbejde handler fra første dag om, at de ikke må gøre klienten afhængige af Hjælperens hånd, da alt hvad der foregår, skal være klientens egen opgave, egen retning, eget liv. Det er lige det der er omdrejningspunktet.

Det evigt tilbagevendende spørgsmål: Hvordan tror du det vil være at gå i den retning du er kommet frem til, hvad forventer du af udfordringer, på hvilken måde kan jeg som Hjælper støtte dig til at nå DIT mål.

Vi må aldrig fratage klienten muligheden for at skabe sin egen succes eller fiasko. Og lykkes klienten ikke, må det aldrig blive et gyldigt alibi for at begynde forfra eller stagnere i intet, men hun skal tværtimod fastholdes i at fortsætte med at dygtiggøre sig i de enkelte delmål. Disse delmål bliver ikke mindre rigtige af at være svære.

Alle eksperter har jo været enige om hjælpens indhold og form, da beslutningen om indsats blev taget…, så hvad berettiger nu til en ommer…?

Bliver disse udsagn mindre rigtige af, at det bliver svært at gennemgå forandringer.

Der er allerede givet det rigtige tilbud, men det bliver ikke taget, ikke benyttet og ført til ende.

Hjælpen er ikke noget du får – Hjælp er noget du tager og bruger.

Som afslutning på dette kapitel vil jeg præsentere dette fantastiske og vigtige digt, der er skrevet af Nils Bjørnbo i bogen Blåmand. En skøn måde at beskrive et menneske med ondt i livets barske vandring:

Hummeren

Det er måske med menneskene som med hummeren, når den skal skifte skal:

Den er vokset og det gamle panser er blevet for lille.

For at blive en større hummer, må den vove springet på liv og død

den må ud af den gamle skal, før den nye er færdig.

Den trækker sig ud af haleplader og rygskjold, ud af trygge, beskyttende pansere

Og kryber ud på havbunden, blandt krabber og sultne havkarusser, nøgen og hvid,

som et bundt af bløde lemmer, indvolde og nerver.

Udleveret til sine undermænd, truet af rovdyr, som er mindre end den selv,

for alt havets kryb, ensom og forsvarsløs.

For hummeren er dette ikke en morsom tid

Men vover den det ikke, går den til grunde i et hylster,

som i nuet er trygt og sikkert, men dræbende i længden.

af Nils Bjørnbo – fra bogen Blåmand