DEN UMIDDELBARE REAKTIONS TILKENDEGIVELSE

 

Et begreb der handler om at snuppe øjeblikket og benytte sig af det, der umiddelbart kommer til dig – at reagere eller opsamle øjeblikkets information. Du skal benytte en skærpet opmærksomhed. Det handler om splitsekunder i et samvær.

Grundlæggende tages der udgangspunkt i egen opfattelse af ”det nuværende aktuelle sceneri” – lige idet din opmærksomhed bliver ramt af konfliktfølelse, spørgsmål, uro, forvirring, angst, men også positive toner som ros, interesse, glæde, smil, etc. etc.

I løbet af en samtale høres der mange ting og det er ikke kun ordene i samtalen, men også tonen, smilene, rullen med øjne, eller måske det spørgende udtryk. Det kan også være, at der fortælles meget konstaterende og præcist og fortsættes med et ”men…”

Alt sammen en strøm af informationer, hvor der f.eks. kan konstateres, at den sikre og konstaterende beretning, viser sin usikkerhed ved at fortsætte med et ”men…” – Så snart der kommer et “men”, så er der som hovedregel stadig noget usikkert.

Dette blot for at påpege, at det er detaljen i fortællinger eller dialog, der skaber en helhed.

Når dialogen er i gang, bliver jeg i virkeligheden bombarderet med tusinder af informationer i løbet af ganske kort tid, og for at kunne bruge de informationer til noget som helst, skal jeg være i stand til at sortere, lagre og reagere inden for rimelig tid – ellers går dialogen jo i stå.

Det betyder også, at jeg naturligvis må have en vis mængde af fejlfortolkninger eller misforståelser, som jeg på samme tid som dialogen foregår, skal nå at opklare eller afklare gennem tilkendegivelser om det manglende “ikke forståede”, eller “bekræftelse” af et eller andet, i den løbende dialog.

For at definere det øjeblik kan vi prøve at forestille os, at vi går ved siden af hinanden med en glasflaske i hånden…

Vi går på stenfliser, og hvis vi taber flasken vil den, af naturlige årsager, med et knald splintres i tusinde stykker når den rammer fliserne…(masser af larm, støj og påkaldelse af opmærksomhed)

Ved siden af fliserne er der en blød højtvokset græsrabat og hvis vi slipper glasflasken indover den bløde rabat, så sker der absolut ingenting når flasken lander… – lige bortset fra, at vi kan gå tilbage og samle en hel flaske op igen.

Prøv nu at forestille dig, at du går på denne specielle sti og imens der spadseres her, bliver der udvekslet mange forskellige personlige informationer, der peger ind til alle mulige forskellige følelser, glæde, begejstring, nydelse, ro, forvirring, hvad som helst, der naturligvis opstår i en dialog…

Du skal nu forestille dig, at du hører en information du er uenig i, og i netop dette præcise samtidige øjeblik skal du åbne din hånd, der holder på flasken.

Resultatet er, som du kan regne ud, et voldsomt opmærksomhedskrævende øjeblik, hvor flasken et splitsekund efter, rammer fliserne med et højt klirrende skarpt knald… Et billede på at du kommer med din tilkendegivelse af ueningheden – (Men det kan være alle former for tilkendegivelser – Ubehag, Glæde, Vrede, Uenighed, Begejstring etc…)

Og der vil sandsynligt efterfølgende opstå en masse reaktioner af forskellig karakter…, men vigtigst af det hele – Du udsætter dig selv for mødet med mod- eller medreaktioner i det øjeblik, hvor du åbnede hånden og lod flasken falde.

Men i præcis dette tidligere reaktionsøjeblik kan du, hvis du er bevidst om denne funktion, nå at fravælge at åbne hånden og vælge at flytte armen ud til siden før du åbner hånden og slipper flasken, således at flasken rammer ind i græsset i stedet.

Hermed lander og forsvinder flasken ubemærket uden at efterlade andet end et (måske vigtigt) mærke i rabatten, som en reminder i din egen indre bevidsthed om din uenighed.

Nu kan du når som helst gå tilbage ad stien og tage flasken op for at se nærmere på hvad det var du reagerede på, for derefter at tage stilling til – i ro og mag – om du vil vende tilbage til lige netop denne dialogs punkt for at få den uddybet eller kommentere.

Men det er selvfølgelig helt op til dig selv, om det skal markeres med et bogmærke eller forsvinde for altid – Du kan sætte bogmærket eller lade konflikten og opmærksomheden forsvinde i netop dét stille øjeblik…

Der vil i løbet af de fleste samtaler være mulighed for at markere en mængde detaljer, det er kun et spørgsmål om, hvilken opmærksomhed du vil tildele dem.

Nu er det jo en drastisk måde at gøre opmærksom på uenighed, men i bund og grund har vi alle mulighed for at bruge vores reaktioner i det sociale rum til hvad vi ønsker – vi kan ovenikøbet vælge at tilkendegive enighed i noget vi er uenige i… det vil være løgn, men også et valg, der holder os ude af konflikt… eller udsætter den… Og det står jo enhver frit for, at vælge eller fravælge sine kampe og konflikter med omhu… Men opmærksomhed må henledes på, at det kan være grundlæggende vigtigt at blive nysgerrig på, hvad det er der gør, at du vælger at melde ”falsk” eller ”vigende” ud i de givne situationer og her skal der tages en personlig snak med sig selv eller din coach/terapeut for at komme ordentligt rundt om vigtige emner.

“Konflikt” er ikke den primære årsag til at slippe opmærksomhedsflasken – “Konflikt” er blot et nemt og tydeligt eksempel på en opmærksomhedsreaktion – men prøv at betragte det i en helhed hvor vi i stedet kalder det: ”øjeblikkets opmærksomhed” – Det bliver langt mere dækkende, da det også handler om at reagere på de millioner af skønne ting, der rør sig omkring os, hvornår vi udsender et smil, en bekræftende lyd, et rosende ord, et forlegent blik, et wow…. Men det er stadig indlysende, at konflikter er det sværeste sted at håndtere, på en konstruktiv og givende måde.

 – At mærke modstand og modtage er to sider af samme sag.

Gennemgående handler det om at respondere på de følelser, der opstår i den evige strøm af opmærksomhedsgivende øjeblikke… intensitet og nærvær i eget liv.

Jeg mødte for år tilbage en ung mand, som en række psykologer havde forsøgt at få til at stoppe med at slå sig selv. Han slog sig selv voldsomt og på en måde, der gav ham blå mærker og buler.

Jeg havde en række af samtaler med ham, hvor han blandt andet fortalte mig at han en dag var blevet meget spontant vred på sin kæreste, da han stod i køkkenet og spiste yoghurt, så han tog en tom kop fra bordet og havde kastet den ned i gulvet, hvor den splintredes som en understregende reaktion på sin vrede.

Jeg spurgte om vi kunne tage en tur tilbage og ind til det “nuværende øjeblik” (et andet begreb du kan læse mere om) fra denne hændelse. Han indvilligede og jeg fik følgende scene frem.

Han står med en skål fyldt med yoghurt og en ske.

Han var i gang med at spise, samtidig med en dialog med kæresten.

Dialogen udviklede sig til en negativ dialog, hvor han bliver meget såret og føler sig voldsomt magtesløs – vreden overtager.

Han skriger at hun skal stoppe.

Hun fortsætter på trods af udbruddet.

Han lægger skeen i skålen med yoghurt og rækker derefter hånden ud og tager den tomme kop, som han kaster.

Da braget lyder, stopper kæresten.

Jeg spørger hvad der gjorde at han tog koppen og kastede lige netop den og han svarede, at det var den der var tættest.

Jeg spurgte igen, da jeg ikke mente, at det var det tætteste der var at kaste med og det gik op for ham, at han jo havde stået med en skål og at det ville være det tætteste at smide med – men ikke det han gjorde.

Jeg påtog mig, med hans tilladelse, at undersøge hvad der havde fået ham til at vælge noget andet kasteskyts.

Det vi kom frem til var, at han under dialogen havde kunnet mærke, at han havde brug for, at hun lyttede til ham, og at han var blevet desperat for at få hendes opmærksomhed, men samtidig havde han kunnet nå at tænke, at hvis han kastede med yoghurten, ville det blive et helvedes oprydnings- og rengøringsarbejde, så han kiggede rundt og valgte noget mindre ”katastrofalt”.

Det blev på den måde tydeligt, at han faktisk havde en hel række af tanker, inden han reagerede, hvor han kunne tage nogle andre valg, op til den voldsomme reaktions tilkendegivelse. Der var altså stadig masser af tid til at tænke sig om, hvis vi er opmærksomme på det.

I sin helhed kan denne episode afdække, at når vi zoomer ind på nogle få sekunder i et øjeblik, så viser det sig at han var i langt mere kontrol end han i første omgang selv havde bemærket – øjeblikke er fulde af mellemregninger.

At slå sig selv, gjorde at han fik opmærksomhed, når han viste de blå mærker frem, eller midt i en samtale, hvor han følte sig presset, begynde uhæmmet at slå sig selv og kunne på den måde få nogle til at lytte.

Han kom frem til, også i disse situationer, at det var ganske velovervejede ”spontane” reaktioner.

Han troede jo selv, at det var affekt, spontant og ukontrolleret, men anerkendte herefter, at der var andre måder at få omgivelserne til at lytte, eller at han etablerede et stoppunkt, da der var masser af valg og tanker inden den fysiske reaktion.

Det kan for en ordens skyld oplyses, at han straks stoppede med at slå sig selv efter den opdagelse.

Der var mange “umiddelbare reaktioner”, der var “nuværende betydningsfulde øjeblikke”, og ikke mindst en spændende og givende tur “tilbage til rummet”. Alle begreber der bliver brugt i Relationsbaseret Ledelse (r) til at skabe god og dyb selvindsigt og som du kan læse mere om her på siderne.

Der var mange gange, hvor det han havde haft brug for, var at sige ”Hold nu kæft ! – og hør efter!”