Jeg undrer mig stadig over, at man benytter sig af udtrykket »Udkantsdanmark«

Jeg prøvede at kigge lidt tilbage i tiden for at få et overblik over, hvordan det egentlig er opstået og synes, det var slående og ubehageligt, det jeg fandt frem til.

Jeg arbejdede i mange år, inden jeg begyndte at lade psykoterapi og musik overtage mit liv, som ejendomsmægler og fulgte markedet tæt både før og efter.

Her var der nogle gode skikke for, hvordan man handlede med fast ejendom, hvor køber og sælger fandt hinanden gennem en mægler, der satte sig sammen med køber og lavede et seriøst budget for at få et rimeligt overblik over, om der var en idé i at sætte gang i forhandlingerne.

Prisen på ejendommen var sat efter markedsværdien, der baserede sig på, hvad man med rimelighed kunne forlange i månedlig udgift for huset/lejligheden inkl. ejendomsskatter, forsikringer og eventuelle fællesudgifter på det pågældende sted, stand og beliggenhed. Ejendomsmægleren var lokal og havde et indgående kendskab til omsætningsværdien og huslejerne.

Kreditforeningerne var en fast ingrediens af ejendomsmarkedet og var ejet af dem, der havde lån – af brugerne – og man hæftede solidarisk, hvis nogen skulle være så uheldige, at de ikke kunne betale. Så var der nemlig sat penge af til at dække tab og omkostninger – af brugerne selv.

Der var nogle bestemte lånesatser. Normalt finansierede kreditforeningerne ca. 80 procent, herefter kom banken og dertil en udbetaling.

Prisen var korrekt, når man var enige om tingene på en slutseddel, og kreditforeningen havde sendt deres professionelle mand ud for at tjekke, at der var nogenlunde rimelighed mellem husets stand og prisen. Det var udbud og efterspørgsel, der afgjorde pris og handelsbetingelser. Og hertil tre ansvarlige deltagere, der bearbejdede handelsbetingelserne.

Sådan er det ikke i dag – hvor den største fejl er sket i min optik – og hverken regeringer eller private kan gøre noget ved det.

Faktum er, at bankerne »købte« kreditforeningerne (har aldrig hørt om at foreninger kan købes), betalte en hel masse penge for det, satte sig herefter over som ejere af de nye realkreditinstitutter og kunne selv råde over købesummen/pengene, og derved overtog de den fulde ret over markedet, der i dag ikke indeholder en eneste uvildig handelspartner, og markedsmekanismer er fjernet, og bankerne ejer nu samtlige ejendomme over hele landet. De sætter priserne ned ved ikke at ville finansiere til handelsprisen, men et stipuleret lavere beløb, så der skal finansieres banklån for resten til en langt højere rente og privatpersoners økonomi forringes i forhold til, hvad man med rimelighed ville have accepteret i et ægte marked. Alle tabene, som opstår for »realkreditinstitutterne«, betales af de danske skatteydere.

Bankerne er de eneste, der kan ændre på Danmarks økonomi i den form, det har nu. Jeg glæder mig til, der kommer nogle solide udenlandske investorer, der vil gøre deres til at skabe en ægte markedsøkonomi.

Lige nu bestemmer bankerne alt – og det gør de ikke særlig ordentligt. De er den absolutte og egentlige årsag til, at der overhovedet eksisterer noget, der kaldes »Udkantsdanmark«

Og jeg undrer mig da stadig over, at alle journalister ikke tør gå i bund med historien om et »foreningskøb«, der har skabt den største økonomiske skævvridning i Danmarkshistorien.

Det frie ejendomsmarked var den del af den danske økonomi, der var med til at gøre både arbejdskraften mobil og de personlige beslutninger mulige og med til at frigøre opsparinger, der skabte omsætning i et sundt dansk samfund.