MAN ER OS – OG VI ER DEM, MEN HVEM ER JEG ?
Af Carsten Fabricius – Leder af Relationsinstituttet
”Man føler sig dybt berørt…”, ”Man har ingen tillid til ham”
”De har ansvaret for, at man lærer vores børn at tage personligt ansvar”
I mit daglige arbejde med relationer, er det denne måde jeg hører de fleste mennesker formulere sig på, når de taler om vigtige og svære ting i deres liv – og jeg synes det bliver rigtig bøvlet, når jeg egentlig helst vil sige: ”Kan du ikke lige fortælle mig noget der handler om dig, i stedet for at tale om alle de andre”.
Ordet ”Man” er blevet et af de største gemmesteder og forsøg på, at slippe for at tage personligt ansvar – Og det er dét vi lærer hinanden at se igennem fingre med – En konstant vægtning, hvor der samtidig holdes øje med om der er nogle, der er ved at blive sure på én, så vi kan undvige. Hvad er det der gør, at vi tillader, at hele vores personlige engagement får lov at forsvinde gennem ordet ”man”.
Set med mine øjne kan jeg kun komme frem til, at i ”Man”-inficeringens hellige navn forsvinder ”Jeg” og hele det personlige udtryk – Og det gør mig både utryg og fuld af mistillid.
Tænk hvis de første sætninger i denne klumme havde lydt som følger: ”Jeg føler mig personligt dybt berørt…”, ”Jeg har ikke tillid til min mand”, ”Jeg har brug for at dele opgaven med andre, men jeg har selv ansvaret for at lære mit barn, at tage personligt ansvar og aktiv del i sit liv” – mon du så havde taget det mere alvorligt…?
I min optik sker alle væsentlige forandringer ved personlige og nærværende udtryksformer – ikke under dække af alle de andre.
Personligt tror jeg, at en meget stor del af den danske befolkning ikke kan finde ud af at erstatte ”man” med ”jeg”, men hvor kunne det være spændende at vi alle udfordrede ”Man”-sigerne og bad dem erstatte med ”Jeg”.
God fornøjelse med den lille personlige udfordring.